AF LEIF V.S. BALTHZERSEN

Har man sagt “symfoni”, må man også sige Brahms. Han hører med sine fire symfonier til blandt de helt store symfonikere. Men det var slet ikke nemt for ham at få hul på symfoni-genren.

I wienerklassikken og især i romantikken, dvs. i sidste halvdel af 1700-tallet og hele 1800-tallet, blev symfonien betragtet som den største instrumentalform – både af publikum og af komponister. Komponisterne stræbte derfor efter at vise, hvad de kunne på netop dette område.

Der er blevet komponeret utallige symfonier, store som små, korte som lange og gode som dårlige. Det store forbillede på symfoni-området blev Beethoven og hans ni symfonier. Hele Mozart-Haydn-Beethoven-perioden blev efterfølgende kaldt “klassik”, dvs. at det var noget mønstergyldigt og efterlignelsesværdigt. Så utallige komponister sloges med arven efter Beethoven – både det rent musikalske, men også det med de ni symfonier, dvs. antallet. Det sidstnævnte kan virke mærkeligt på os, men det var rent faktisk alvor for nogle komponister.

Brahms-mindesmærke (1908), Karlsplatz, Wien. Fotokredit: Erica Zabowski

Når symfonigenren vokser så meget i status, som den gør, bliver kompositionerne også vægtigere, og komponisterne skriver færre af dem. For Johannes Brahms’ vedkommende bliver det altså til fire stykker. I mange år arbejdede han med ideer til at skrive en symfoni. I 1854 lavede han skitser til en sonate for to klaverer, men han fuldendte ikke værket, og i stedet omformede han musikken til en symfoni, som han imidlertid heller ikke fuldførte. Derefter fik værket sin endelige skikkelse – nu var det nemlig blevet hans første klaverkoncert (!), som han selv uropførte i 1859. Først sytten år senere fuldendte han sin første symfoni!

Brahms’ store succes med sine vidunderlige Haydn-variationer for symfoniorkester fik ham til at fuldende den 1. symfoni, der med stor spænding og bevågenhed blev uropført i Karlsruhe den 4. november 1876. Brahms havde da arbejdet 14 år på at gøre symfonien færdig. I Karlsruhe er der opsat en mindeplade på stedet, hvor det hus lå, hvor uropførelsen fandt sted, og det fortæller, hvor betydningsfuld begivenheden var.

Mindetavle i Karlsruhe

Brahms’ 2. symfoni fulgte i 1877, den 3. symfoni i 1883 og den 4. symfoni i 1886. De fire symfonier er meget forskellige, men fælles for dem er, at Brahms i modsætning til mange andre komponistkolleger ikke går til yderligheder i orkesterbesætningen. Han benytter sig stort set af samme orkester som wienerklassikkerne og Schubert gjorde. Men han udnytter naturligvis orkestret på en anden måde, og hans orkesterklang og det tætte væv af orkesterstemmer er altid genkendeligt, når man først har hørt noget af Brahms’ orkestermusik (der udover symfonierne og de nævnte Haydn-variationer også omfatter serenader, ouverturer, 2 klaverkoncerter, en dobbeltkoncert og en violinkoncert).

Brahms ændrer heller ikke på den klassiske opbygning af en symfoni, dvs. fire satser: en hurtig førstesats, en langsom andensats, en dansant tredjesats og en hurtig fjerdesats.

Der er hele tiden og altid noget at lægge mærke til og beundre, når man lytter til Brahms’ symfonier, men her er 10 steder, du ikke må gå glip af:

1) Den langsomme indledning til første sats i Brahms’ 1. symfoni er meget bemærkelsesværdig: Over dumpe paukeslag er der en opadstigende, eller nærmere opadstræbende bevægelse i violinerne samtidig med en – mindre udpræget – nedadgående bevægelse i blæserne. I denne indledning, som er blevet et af den 1. symfonis kendetegn, ligger de fleste tematiske kim til førstesatsen, der er særdeles alvorlig i karakteren:

2) Mod slutningen af den lyriske andensats i 1. symfoni kommer der en længere, usædvanlig solo for soloviolinen, der hæver musikken til overjordiske højder, og satsen klinger ud i dybeste ro i de højeste sfærer (21:32min):

3) Fjerde sats i den 1. symfoni er den store forløsende sats – der er tale om en bevægelse fra mørket til lyset. Mørket, der beherskede førstesatsen høres igen ved begyndelsen af fjerdesatsen, men så bryder lyset igennem med en overvældende virkning. Det sker (først i horn, siden fløjte) med et bredt ”naturtema”, som Brahms skal have hentet fra en alpehornmelodi (32:10 min):

4) Den 2. symfoni komponerede Brahms i løbet af overraskende kort tid i sommeren 1877 i den smukke ferieby Pörtschach i de østrigske Alper og i Lichtental ved Baden-Baden. Måske har naturskønheden smittet af på Brahms’ musik, for den 2. symfoni er den mest lyse af de fire symfonier og har et mildere skær end sine tre søster-symfonier. I hele førstesatsen er der grundlæggende en lykkelig stemning, og satsen klinger ud i en vidunderlig, afklaret afslutning, en såkaldt coda, der er fuld af aftenrøde-skønhed og slutter med en lidt kækkere eftersætning. Det er et af de steder, der længe bliver hængende for ens indre øre, efter at man har hørt værket (12:45 min):

5) Fjerde sats i 2. symfoni plejer at være lidt af en overraskelse for nogle af tilhørerne i koncertsalen… Den begynder ganske stille, og så kommer der et pludseligt, kraftigt udbrud (38:20 min):

6) I 3. sats i 3. symfoni fordeler Brahms med beundringsværdig variationsevne musikken mellem strygere og blæsere. Celloerne synger en særdeles smuk, melankolsk melodi, som Brahms derefter flytter op i de lysere violinregioner. Snart giver han melodien til tre blæsere – fløjte, obo og horn, og efter et mellemstykke får hornet melodien alene, afløst af oboen alene, og den sidste gang, vi hører denne dejlige melodi, er det celloerne og violinerne, der spiller den (22:35 min):

7) Der er dramatik i Brahms’ musik. Et af de meget flotte dramatiske steder i hans symfonier finder man i anden del af slutsatsen i 3. symfoni. Vi har allerede hørt dette forrevne tema i første halvdel af satsen, men her i anden halvdel, hvor det kommer igen, får den lige en ekstra tand (28:54 min):

8) Der er noget strengt over musikken i den 4. symfoni. Som den eneste af de fire Brahms-symfonier står den i mol, og musikkens ubønhørlige karakter og tungsind bærer mindelser om steder i Brahms’ meget tidligere Ein deutsches Requiem.

Symfoniens førstesats begynder uden indledning. De tre foregående symfonier har alle en indledning, længere eller kortere, men i den 4. symfoni er det lige på. Dog ikke “lige på og hårdt”, for det berømte, åbnende tema er alt andet end hårdt – det er fuldt af sorg, men også af fatning. Tempoet er også modereret – det er hurtigt, men ikke for hurtigt (“non troppo”):

9) Førstesatsen i den 4. symfoni slutter et helt andet sted, end den begyndte: Vi hører ganske vist åbningstemaet, men nu fortissimo for fuldt orkester. Der er noget desperat, næsten skrigende over denne afslutning (11:24 min):

10) I den berømte finalesats i 4. symfoni griber Brahms tilbage til tidligere tiders kompositionsformer, nemlig en såkaldt passacaglia (undertiden også kaldet chaconne), der en variationsform, hvor et tema gentages uden ophør et antal gange. Det er meget usædvanligt at bruge denne “gammeldags” kompositionsmåde i en symfoni, men bag denne tilsyneladende nøgterne formgivning gemmer der sig en af de emotionelt mest drænende satser i symfonilitteraturen.

Den energiske og lidenskabelige musik (jfr. satsbetegnelsen “Allegro energico e passionato”) falder i på et tidspunkt til ro. Der følger en hjertegribende, afskedstung fløjtesolo-variation, som følges op af en smuk dur-variation med bl.a. en dialog mellem klarinet og obo, før basunerne (sekunderet af fagotter og horn) samlet spiller en smuk, dødsforsonende koral, der virker dobbelt stærk i dens strenge kontekst. Koralen gribes op af hele orkestret, før Brahms med stor voldsomhed vender tilbage til det oprindelige tempo og den oprindelig strenghed. Det er alvor – hele symfonien igennem (33:49 min):