AF PEER KJÆR ANDERSEN

Helt frem til slutningen af 1800-tallet var den amerikanske koncertsalsmusik præget af den vesteuropæiske tradition. Interessen og forståelsen for den nationale amerikanske musik var ikke stor, og en af datidens mest spillede komponister i USA, Edward MacDowell, udtrykte en gængs holdning således: ”Ren national musik har ingen plads i kunsten. Hvad negroide melodier har at gøre med amerikanisme er stadig et mysterium for mig.” Men sideløbende med denne traditionalisme vokser interessen for at skabe en musik med et umiskendeligt amerikansk præg, bl.a. ved at benytte sig af folkemelodier, blues og latinamerikanske rytmer og melodier.

En af pionererne i denne udvikling var Louis Moreau Gottschalk, som levede fra 1826 til 1869. Han var en talentfuld pianist og komponist fra New Orleans, og hans musik afspejlede den blandede kultur i hans hjemby. Han bragte ”de folkelige temaer og rytmer ind i kunstmusikken”, som en musikhistoriker har udtrykt det. Man kan høre en smagsprøve på hans symfoni ”En nat i troperne” og måske undre sig over hvor, moderne denne musik var for sin tid.

Andre komponister kom efterhånden på banen med deres bud på en amerikansk stil. Charles Ives lavede en række stærkt kontroversielle kompositioner, men hans musik bliver først rigtig anerkendt efter hans død i 1954. Charles Griffes, som dør i 1920, skrev en række værker i en højst personlig stil med det symfoniske digt ”The Pleasure Dome of Kubla Khan” som det mest kendte. Instrumentationen i stykket er gennemsigtig, og med en glimrende sans for melodik og rytmik har han skabt en eksotisk sats af stor skønhed. Hør det her:

Flere forsøg blev gjort med at integrere jazzen i den symfoniske musik, og her var George Gershwin en ledende figur. Han tiltrak sig hurtig international opmærksomhed, ikke mindst med sin musik til filmen ”En amerikaner i Paris” og operaen ”Porgy and Bess”, men først og fremmest med sit geniale værk ”Rhapsody in Blue” for klaver og orkester fra 1924. Med dette værk har han så at sige indført den rytmiske musik i koncertsalen og – med en samtidig kritikers ord – ”gjort jazzen stueren”. Værket havde premiere i 1924 og kan høres her:

I 1900 fødtes så den mand, som blev den måske fornemste repræsentant for amerikansk musik i den første halvdel af 20. århundrede, nemlig Aaron Copland. Han fattede hurtigt interesse for klaveret og for komposition og fik en tid undervisning af Rubin Goldmark, en konservativ lærer, som ikke var begejstret for sin elevs interesse for den nyere musik, eksempelvis Debussys, Ravels og Skrjabins værker. Det ændrede sig, da han 20 år gammel rejste til Paris, hvor han blev elev af den legendariske musikpædagog Nadia Boulanger. De første par årtier var revolutionære i den europæiske musik. Mahlers symfonier pressede tonaliteten til det yderste, mens Schönberg tog konsekvensen og udarbejdede teorierne omkring tolvtonemusikken. Boulanger reagerede stærkt på denne udvikling og kæmpede for en genindførelse af tonaliteten, omend på et fornyet grundlag, og hun blev dermed en foregangsmand for den stilretning, der er blevet kaldt neoklassicisme. Hos hende fik Copland inspiration fra bl.a. Prokofjev og Stravinskij, hvis frigørelse af de rytmiske elementer kom til at spille en stor rolle i Coplands værker.

Han vendte tilbage til USA i midten af 1920’erne og de næste par årtier skrev han en række værker, hvor han forsøgte at integrere den amerikanske folkemusik i den symfoniske stil. De hører til hovedhjørnestenene i den amerikanske musik og har stået som forbilleder for yngre amerikanske komponister. I 1935 kommer ”El Salon Mexico”, som er en skildring af en imaginær dansehal med tre saloner, hver med sit klientel. Denne opdeling skildres gennem en sekvens af tre tydeligt adskilte stilarter, overklassens stilige, arbejderklassens mere livlige og til sidst bøndernes stærkt rytmiske og kraftfulde dans. Sekvensen spilles to gange i forskellige udgaver, og værket slutter som en hyldest til den folkelige musik. Hør den her, dirigeret af komponisten selv.

I 1942 kom ”Fanfare for the Common Man”, som regnes for en af de flotteste fanfarer, der er skrevet. Behandlingen af messingblæserne er suveræn og den specielle harmonik har gjort værket kendt over hele kloden, ikke mindst, da rockgruppen Emerson, Lake and Palmer brugte den på deres album ”Works Volume 1”. I den form røg den til tops på hitlisterne. Hør den her i originalversionen:

eller i versionen med Emerson, Lake and Palmer:

Balletterne ”Billy the Kid” og ”Rodeo” henter begge deres handling fra wildwest-miljøet og fik også stor folkelig opmærksomhed, men Coplands mest populære værk er dog nok balletten ”Appalachian Spring”, skrevet i 1943-44 til Martha Grahams balletkorps i New York. Balletten skildrer en fejring af foråret blandt amerikanske pionerer i 1800-tallet, og i dette værk bruger Copland en række temaer med folkelig oprindelse, mest tydeligt med sangen ”Simple Gifts”, som er taget fra en samling shaker-melodier. Med dette værk ramte han lige ind i den amerikanske folkesjæl, og han modtog Pulitzerprisen for dette værk. Her kan man lytte til den suite fra balletten, som sædvanligvis benyttes i koncertsalen:

I 1950’erne vendte Copland sig mod en mere modernistisk stil og anvendte endog tolvtoneteknik, og efter 1960 komponerede han kun ganske lidt, men fortsatte sit arbejde som underviser og dirigent. Han døde i 1990 og regnes i dag for et af amerikansk musiks allerstørste navne og en af 20. århundredes. mest betydningfsulde komponister.