AF LEIF V.S. BALTHZERSEN

Johannes Brahms (1833-1897) har skrevet musik indenfor de fleste genrer, men den symfoniske musik kom den meget selvkritiske Brahms sent til. En vigtig vej til de fire store symfonier blev de vidunderlige Variationer over et tema af Joseph Haydn, op. 56a fra sommeren 1873, hvor Brahms opholdt sig i Tutzing ved Starnberger See. Brahms dirigerede selv uropførelsen af i Wien samme efterår. Værket, der blev en øjeblikkelig succes, er udgivet i to versioner – en for orkester og en for to klaverer (klaveret var jo Brahms’ eget instrument).

I variationsværker præsenterer man et musikalsk tema, hvorefter man varierer dette musikalsk på forskellige måder. Variationsværker er en kendt genre, men de er relativt sjældne for orkester.

Brahms havde i 1854 skrevet et sæt variationer over et tema af Schumann og i 1861 et sæt variationer over et tema af Händel, begge for klaver, og variationsteknikken spiller i det hele taget en vigtig rolle i hans kompositionsteknik. Temaerne, som Brahms brugte til sine Schumann- og Händel-variationer, er af Schumann og Händel, men det tema, som Brahms valgte til sine Haydn-variationer er nok ikke af Haydn. Det stammer fra et blæserværk, som man dengang mente, var skrevet af Haydn, men man har senere fundet ud af, at det sandsynligvis ikke passer. Temaets titel ”Chorale St. Antoni” betyder, at det er en salme til Skt. Antonius.

Det er imidlertid fuldstændigt ligegyldigt, om temaet er af Haydn eller ej, for det er Brahms’ behandling af temaet, der er det væsentlige. Vi får temaet præsenteret, hvorefter temaet eller udsnit af temaet undergår harmoniske og orkestreringsmæssige forandringer og forskellige kontrapunktiske behandlinger – uden at det på nogen måde bliver akademisk værk – det er musik, der er fuld af skønhed og skiftende stemninger.

Her er et lille rids af, hvad man kan lytte efter i YouTube-klippet. Det er tydeligt, hvornår en ny variation begynder, og man kan desuden klikke for hver enkelt variation, hvis man går ind på selve YouTube-siden:

Thema. Chorale St. Antoni. Andante: Det sangbare tema bliver præsenteret, melodien ligger i træblæserne.

Variation I. Poco più animato: I første variation er tempoet sat op, og nu er det strygerne, der fører an.

Variation II. Più vivace: Tempoet stiger yderligere, og nu har blæsere og strygere nærmest en dialog, der undertiden kan lyde lidt arrig.

Variation II. Con moto: Musikken skifter karakter og er meget blidere. Først spiller oboer og fagotter temaet, ledsaget af rolige strygere, og så spiller violinerne temaet, ledsaget af florlette figurer i blæserne. Hernæst indleder hornene et afsnit, hvor mange forskellige kommer til orde.

Variation IV. Andante con moto: Nu hører vi temaet i mol, først spillet af blæsere, siden af strygere, og derefter lader de i fællesskab musikken vokse.

Variation V. Vivace: Efter den elegiske fjerde variation følger som kontrast en kvik og udadvendt femte variation.

Variation VI. Vivace: Hornene lægger for i endnu en frisk variation, hvor vi efterhånden får hele orkestret på banen i forte.

Variation VII. Grazioso: Brahms har skrevet “grazioso over variation, og den blidt vuggende musik er i sandhed graciøs. Den idylliske musik er en stor kontrast til den energiske, forudgående variation.

Variation VIII. Presto non troppo: Med ottende variation er det tid til endnu en kontrast. Den består både i det meget hurtige tempo og i musikkens tyste, næsten hemmelighedsfulde karakter (strygerne spiller med sordiner, dvs. dæmpere).

Finale. Andante: Til den store og flotte finalevariation har Brahms valgt et ældre kompositionsprincip, der hedder passacaglia, hvilket vil sige, at et bastema gentages et antal gange, mens musikken ovenover varieres i forskellige afsnit (altså faktisk en lille variationssats inde i selve variationsværket). Som bastema i finalevariationen har Brahms udvalgt fem takter af temaet. Tretten gange hører vi temaet i bassen, og derefter kravler temaet i en mol-udgave op i obo, så obo, fløjte og horn og slutteligt violiner, og med et omsving tilbage til dur kroner Brahms hele det pragtfulde værk med en festlig gentagelse af hele ”Haydn”-temaet.