Cembaloet - Glemt og genopdaget

AF PEER KJÆR ANDERSEN

”Hvordan kan man høre, om det er barokmusik?” lød spørgsmålet fra en medarbejder ved Danmarks Radio til tilfældigt forbipasserende på gaden. Svaret, som man forventede, var: ”Der er cembalo med.” Det er dog kun en halv sandhed, for selv om cembaloet spiller en stor rolle i barokken, så findes der barokmusik uden cembalo, ligesom der i det 20. århundrede findes adskillige eksempler på brugen af instrumentet. Men hvordan fungerer et cembalo egentlig og hvordan lyder det?

I sin ydre form ligner et cembalo et moderne flygel, som regel noget mindre og ofte med to rækker tangenter. I begge instrumenter er der spændt strenge ud over en klangbund, som skal forstærke strengens lyd, men så hører ligheden også op, for den måde, hvorpå strengene bringes til klinge, er vidt forskellig.

Forskellen på flygel og cembalo

Når man trykker på en tangent på et flygel, anslås strengen af en hammer gennem en kompliceret mekanisme, der  bl.a. tillader hurtig gentagelse af en tone, en stor variation i styrke og en hurtig dæmpning, når man slipper tangenten. Denne mekanik udvikles fra midten af det 18. arhundrede og opnår sin endelige udformning i begyndelsen af det 19. århundrede. Det er den samme teknik, der anvendes i dag hos de forskellige pianofirmaer, selvom der kan være mindre individuelle forskelle.

Cembaloet er væsentligt ældre end flyglet og det blev færdigudviklet omkring år 1700. Her er systemet et ganske andet. Tangenten er forbundet til en såkaldt springer, hvorpå der sidder et lille plekter, tidligere lavet af fuglefjer, i dag ofte af plastik. Når tangenten trykkes ned, knipser plektret strengen. Når man slipper tangenten, vipper plektret, der er fjederbelastet, til side, springeren falder ned og strengen dæmpes med en lille filtpude (ikke vist på tegningen.) På grund af instrumentets konstruktion kan man ikke variere lydstyrken ved at ændre anslaget, når man spiller. Instrumentet har den lydstyrke, det er født med, og styrken kan kun ændres ved at tilføje et sæt ekstra strenge, som regel stemt en oktav højere.

De fleste instrumenter har to manualer, et kraftigt og et svagt, som tillader ændring af styrken trinvist, den såkaldte terrassedynamik, men det er ikke muligt at lave et crescendo eller et decrescendo på et cembalo. Nogle cembaloer har endvidere et såkaldt lutregister, hvor en række filtpuder presses mod den ene ende af strengene. Herved bliver lyden kort og mere dump i klangen. Toneomfanget er også væsentligt mindre: hvor flyglet har ca. syv oktaver, må cembaloet som regel nøjes med fem. Klangen i et cembalo er sprød og spinkel og takket være mekanikken også med nogen spillestøj. Lyden er blevet karakteriseret som ”to skeletter, der danser stepdans på et bliktag i haglvejr”, mens andre har betegnet cembaloklangen som en knitren af fint silkestof. Der er åbenbart mange måder at opfatte den lyd på.

Cembaloet havde sin glansperiode i barokken, hvor det dels optrådte alene, dels som solist i koncerter og endelig som en del af et continuo-gruppe, hvor det sammen med cello og bas lagde bunden i et stykke musik. Ofte blev orkestret ledet af cembalisten som den, der havde et samlet overblik over værkets forløb. Hans stemme var noteret som en baslinie med becifring, og udførelsen af cembalostemmen var i høj grad overladt til cembalistens improvisatoriske evner. Nogle af musikhistoriens betydeligste værker er skrevet for cembalo, f.eks. Bachs koncerter for instrumentet og først og fremmest hans Goldbergvariationer og ”Das wohltemperiete Klavier”, hvor han udnytter den nye stemning, der tillader spil i alle tonearter.

I wienerklassikken skete der en udvikling af flyglet, som gradvist overtog cembaloets rolle som soloinstrument, men cembaloet holdt dog skansen på et enkelt punkt, nemlig som akkompagnement til recitativerne i tidens operaer. Tiden var imidlertid løbet fra instrumentet, lige som det til dels skete for blokfløjten. Idealerne gik i romantikken mod større dynamik og dermed flere udtryksnuancer, og i hele det 19. århundrede blev der praktisk taget ikke skrevet cembalomusik. Barokkens musik blev for det meste spillet for store orkestre og store koncertflygler, hvilket var langt fra den originale praksis. I begyndelsen af det 20. århundrede voksede interessen imidlertid for at spille musikken, som den oprindeligt lød, og således blev cembaloet draget frem fra glemslen. Denne genopdagelse af instrumentet skyldes i meget høj grad den polske cembalistinde Wanda Landowska, som også var en af pionererne inden for historisk opførelsespraksis. Hun afholdt en række kurser på sit landsted uden for Paris, hvilket inspirerede Francis Poulenc til at skrive og tilegne hende sin cembalokoncert ”Concert Champêtre”, landlig koncert.

Med sin gennemsigtige orkestrering, der tillader instrumentets forholdsvis svage klang at trænge igennem orkestret, blev dette værk forløber for en række koncerter af bl. a. Manuel de Falla, Frank Martin, Jean Françaix og Bohuslav Martinu. Per Nørgårds klaverværk ”Turn” findes i en udgave for cembalo, men mest radikalt er instrumentet udnyttet af ungareren György Ligeti, som i tre stykker – Continuum, Hungarian Rock og Passacgalia Ungharese – udnytter cembaloets spillestøj som en regulær slagtøjseffekt. Med en række dygtige cembalister, bl.a danske Lars Ulrik Mortensen, og over tyve nye koncerter har det gamle instrument for alvor fået en renæssance i det 20. århundrede

Hør f.eks Hungarian rock:

Lyt også til koncerter af:

Manuel de Falla:

Jean Françaix:

Frank Martin:

og en af de dramatiske med Henryk Gorecki:

Om forfatteren

Peer Kjær Andersen er cand. mag. i musik og fransk, tidligere lektor ved Risskov Amtsgymmnasium samt organist. Han har været fast leverandør af programnoter til Aarhus Symfoniorkester siden 2004.