Mød en symfoniker

I dette femte program i serien ”Mød en Symfoniker”, der viser musikere fra Aarhus ”bag scenen”, kan du møde Birgitte Bærentzen Pihl, der spiller 2. violin i Aarhus Symfoniorkester – og  mød også hele hendes musikalske familie. Birgitte har i april modtaget Symfoniorkestrets Venneforenings Albeck Pris 2016.

 

 

Birgitte Bærentzen begyndte med at spille allerede som 3-årig hos den danske Suzuki-pædagog Tove Detreköy. Da hun var 16 år gammel blev hun optaget på Det Jyske Musikkonservatorium hos professor Tutter Givskov. Herfra debuterede hun fra solistklassen i 1993. Samme år vandt hun pladsen som solospiller i 2.violingruppen  i Aarhus Symfoniorkester.  Ligeledes i 1993 blev hun udtaget sammen med sin klavertrio til at deltage i en måneds mesterkursus med Yoyo Ma og Isaac Stern i Jerusalem.

Kammermusikken har altid ligget hendes hjerte nært og det var ligeledes med en klavertrio,- Tsiaj, som mest spillede ny musik at hun var prisvinder i P2kammermusikkonkurrencen i 1996.

I 2005 startede hun trio Pihl´al sammen med Kasper Pihl og Jørgen Hald, og der blev komponeret en mængde nye værker til besætningen.

I mange år har hun været fast bratschist i Århus Sinfonietta med hvem hun også som solist har spillet en violinkoncert af Peter Bruun, der var skrevet til hende.

Med sin strygekvartet, Mira-kvartetten spiller hun mange koncerter over hele landet og har været på turné i Polen, Østrig og på Færøerne.

I 2014 tog hun initiativ til at starte ensemble Ordklang, hvor hun sammen med jazzsaxofonisten Christian Vuust laver koncerter med ny musik og jazzmusik og digtoplæsninger.
Birgitte Bærentzen Pihl har desuden været solist med Aarhus Symfoniorkester og Sjællands Symfoniorkester (Nu Copenhagen Phil).
Helt aktuelt modtog Birgitte torsdag 21. april Aarhus Symfoniorkesters Venners pris Gustav Albeck Prisen 2016 på 10.000 som en anerkendelse for hendes virke i Aarhus Symfoniorkester.