AF PEER KJÆR ANDERSEN

I Nordsjælland, ikke langt fra Helsingør, ligger ruinerne af Gurre slot. Selv da det var intakt, var det småt, næsten uanseligt i forhold til andre danske slotte. Men hvad det manglede i fysisk størrelse, har det til gengæld haft i form af inspirationskraft for forfattere og komponister, da det nok er det mest sagnomspundne slot i Danmark.

Slottet blev bygget i midten af 1200-tallet og senere udvidet under kong Valdemar Atterdag, som regerede fra år 1304 til 1375. Det blev hans foretrukne opholdssted, og her tilbragte han megen tid med sin elskerinde Tove.

Ifølge fortællingerne gik det efter sigende lystigt til på slottet, og Valdemar skal i sit overmod have udtalt: ”lad Gud blot beholde sit Himmerige, blot jeg har mit Gurre”. En sådan blasfemisk opførsel af en konge vakte naturligvis opmærksomhed, og kort tid efter Valdemars død i år 1375 begyndte rygterne at svirre. Kong Valdemar var for sin formastelighed blevet dømt til hver nat at jage med jægere og hunde over Sjælland fra Vordingborg til Gurre. Der er mange uklarheder omkring sagnet, som ofte blandes sammen med et endnu ældre sagn om en anden dansk konge – Valdemar Sejr.

Med 1800-tallets interesse for oldtiden og middelalderen, var det næsten uundgåeligt, at sagnet om kong Valdemars jagt fandt et kunstnerisk udtryk. Bedst kendt er nok B.S. Ingemanns digt ”På Sjølunds fagre sletter”, der med sine fjorten vers malende skildrer livet på Gurre Slot. Digtet blev populært i begyndelsen af århundredet, da Niels W. Gade kortede det ned til fire vers og satte musik til det, hvorefter det blev en af de mest kendte fædrelandshistoriske sange.

Hør den her:

Oehlenschläger og H.C. Andersen har også ladet sig inspirere af Gurre Slot, sidstnævnte med digtet ”Hvor Nilen vander Ægypterens jord”, der som led i en landskabsskildring gengiver sagnet om Tove og Valdemar. Digtet blev sat i musik af Henrik Rung.
Hør den her:

I 1899 skrev Holger Drachmann dramaet ”Gurre”, som to år senere blev opført på Det kongelige Teater. Til den lejlighed havde C.E.F. Hornemann skrevet scenemusikken. Dramaet fik kun elleve opførelser på grund af en umulig tekst , men Hornemanns musik blev samlet til en suite, som den dag i dag har en fast plads på repertoiret. Musikken er både dramatisk og lyrisk og viser en af dansk musiks måske største senromantikere fra hans fineste side.
Hør den her:

Den norske komponist Johan Halvorsen (1864-1935) skrev også scenemusik til Drachmanns drama, men på trods af en farverig og velklingende musik, har hans musik nok haft et for norsk præg. Hans udgave har aldrig opnået den store popularitet og findes kun i én enkelt indspilning, som desværre ikke findes på YouTube.

J.P. Jacobsens digtsamling ”Sange fra Gurre”, som udkom i årene 1867-70, fik også stor betydning. Digtene vakte interesse i Europa og i år 1900 begyndte Arnold Schönberg, med udgangspunkt i en oversættelse af Robert Franz Arnold, at komponere en sangcyklus for sopran og tenor med klaverledsagelse. Værket var tænkt som et bidrag til en konkurrence, men da Schönberg først blev færdig med værket en uge efter fristen, blev det lagt til side.

Dog arbejdede han i de følgende år ind i mellem med de to første dele af værket. De to første dele er i en overdådig wagnerinspireret stil, hvor det tonale – som det også var tilfældet i ”Verklärte Nacht” fra 1899 – blev skubbet til yderste grænse, og hvor Schönberg anvender det enorme orkester – ca. 120 musikere – med overlegen virtuositet. Da Schönberg i 1910 vendte tilbage til værket for at færdiggøre tredje del, havde han allerede skrevet sine første atonale værker samt stiftet bekendtskab med Mahlers musik. Det mærkes på flere måder, bl.a. er instrumentationen mindre kompakt, med hyppige skift mellem mindre grupper i orkestret. I afsnittet om den vilde jagt brugte Schönberg også et nyt virkemiddel, den såkaldte ’Sprechgesang’, en artikulering af teksten, der nærmer sig, men aldrig bliver til rigtig sang.

Schönberg havde et ambivalent forhold til sit store værk. Efter fuldførelsen var han utilfreds med stykkets karakter og pessimistisk med hensyn til publikums reaktion. Ved uropførelsen i 1913, hvor mange af Schönbergs største kritikere sad i salen og nød værket, bukkede han kun mod musikerne og vendte demonstrativt ryggen til salen. Så sent som 1937, 24 år efter, skrev han: Efter den enorme succes blev jeg spurgt, om jeg var lykkelig. Men det var jeg ikke. Jeg var nærmere ligeglad, ja måske en smule vred. Jeg forudså, at denne succes ikke ville have nogen indflydelse på mine senere værkers skæbne…..Jeg havde måttet kæmpe for hvert nyt værk; jeg var blevet fornærmet på det groveste af kritikken, jeg havde mistet venner og jeg havde totalt mistet troen på mine venners dømmekraft. Og jeg stod alene mod en verden af fjender.

Ikke desto mindre er Gurrelieder med sine naturskildringer og sin intense dramatik et højdepunkt i senromantikken, en sidste enorm kraftudfoldelse inden den moderne musiks endelige gennembrud med Igor Stravinskys ”Sacre du Printemps”, som blev uropført kun få måneder efter Gurrelieders urpremiere.