Køb billet 100-285 KR

WEBER, SCHUMANN & SVENDSEN

Storm og stille

Romantisk drømmeri, eventyr, store følelser og national stolthed. Her er koncerten, der har det hele.

Tyskerne Carl Maria von Weber og Robert Schumann er begge forrygende og forrykte himmelstormere – og Johan Svendsen er nordmanden, der forsøgte at gøre dem kunsten efter.

Webers opera Jægerbruden er et mørkt eventyr med både mystik og trylleri, som selv uden sang og solister fanges gribende og dramatisk i ouverturen.

Schumanns klaverkoncert er skrevet i en stormende forelskelse – en hed og storslået kærlighedserklæring til Schumanns muse og livsledsagerske, pianisten Clara Wieck.

Ligeledes beruset – omend af nationalfølelse – skrev Johan Svendsen sin anden symfoni i et forsøg på at skabe en ægte norsk kunstmusik med rødder i en folkelig tradition og med et internationalt ambitionsniveau.

Til koncerten opretholdes det internationale niveau også af den russiske klaverkomet Zlata Chochieva, som spiller på Musikhusets nye Steinway-flygel; et instrument, som hun var med til at vælge.

———
Koncertoptakt: Torsdag aften kl. 18.30-19 er der koncertoptakt ved Aarhus Symfoniorkesters Venner (ASOV) i  Filuren, Musikhuset Aarhus. Det er gratis at deltage. Læs mere på www.asov.dk