Leif og Pia Segerstam

Far og datter - Leif og Pia Segerstam

Leif Segerstam

Der breder sig et stort, venligt smil bag det store, hvide skæg, da Leif Segerstam bliver spurgt, hvordan det føles at være en legende.

Er jeg en legende, fordi jeg ligner  julemanden?“, spørger Leif Segerstam og fortsætter: “Eller, er jeg en legende, fordi jeg i høj grad ligner Johannes Brahms, eller fordi jeg har verdensrekorden i antal symfonier?”

Ja. Ja til det hele. Leif Segerstam ligner både julemanden og Brahms, ganske betragteligt endda. Ja, han har skrevet flere symfonier end nogen anden, hele 319 af slagsen (okt. 2017). Det er meget muligt, at det tal er steget væsentligt, når du læser dette. For Segerstam er uhyre produktiv, når det kommer til symfonier. Siden årtusindeskiftet har Leif Segerstam komponeret over 20 symfonier om året – hvert år.

Det er dog som dirigent, at Leif Segerstam virkelig modtager international anerkendelse. Han anses for at være blandt de bedste dirigenter i verden og har dirigeret symfoniorkestre over hele kloden – blandt andet Chicago Symphony, DR Symfoniorkesteret og Helsinki Fiharmonikerne. Sidstnævnte var han chefdirigent for fra 1995-2007. 

I forbindelse med Aarhus Symfoniorkesters opførsel af ‘Britten & Bruckner’, hvor Segerstam dirigerer, har vi lavet et interview med den store mand fra det kolde nord. Det er et interessant interview, der til tider kræver, at lytteren holder tungen lige i munden. For Segerstam har mange pointer – og knap er den første pointe præsenteret, før den næste presser sig på. Når man lytter til Leif Segerstam fortælle, så får man indtrykket af en mand, der har et unikt syn på verden, hvilket i den grad smitter af på hans musik.

Eksempelvis er Segerstam ganske optaget af talmystik, som er ideen om, at tal indeholder egenskaber eller magiske kræfter. Segerstams fascination af talmystik ses eksempelvis i titlerne på hans godt 300 symfonier. For eksempel kaldes den 41. symfoni blot for “After 40…”, og den 88. symfoni hedder “8×8=64”.

11, 22 og 44. Alle disse tal indeholder talmystik. Jeg blev født i ’44, så den er tydelig” siger Segerstam og fortsætter: “Og 4 – ichi, ni, san, shi” tæller Leif Segerstam på japansk, som er ét af de syv sprog han taler. “Fire betyder ‘død’ på flere asiatiske sprog. Men hvis du har to 4-taller så giver det 8 – tegnet for uendelighed, sat på højkant. Så det er godt!“, forklarer Leif Segerstam.

Ud over at tale talmystik, kommer Leif Segerstam også ind på, hvordan det føles at være en legende og hvad forskellen er på komponisten og dirigenten – hvilket Segerstam jo netop har indblik i, da han har erfaring både som komponist og dirigent.

En musikalsk familie

Pia Segerstam

Segerstam-navnet lever videre i næste generation, for datteren Pia Segerstam har fulgt i faderens musikalske fodspor. Hun bor og arbejder i Montpellier, hvor hun er solocellist ved Orchestre National de Montpellier.

I interviewet fortæller Pia om, hvad man kan forvente sig af aftenens ene værk – Britten’s Symfoni for Cello og orkester.

Første gang man lytter til værket er det lidt svært at forstå, men jo flere gange du lytter til det, desto mere rørende bliver det og alle de hamoniske strukturer får dig i en trance. Jeg lader altid mine tanker løbe frit, når jeg hører værket. For nylig fik jeg den tanke, at lige før cadenzaen, der lyder musikken som et kæmpe hav, fordi den kommer i bølger. Jeg forestillede mig, at jeg var alene i et skib på havet, blandt de store bølger, der har drevet mig til havs. Der opstår nærmest en kamp, før man hører en uskyldig tone kalde i det fjerne“, fortæller Pia Segerstam.

Pia har spillet cello siden hun var otte år gammel, og har fået musikundervisning af nogle af verdens bedste undervisere – først i Finland, på Sibelius-akademiet og sidenhen på Conservatoire Nationale Supérieur de Musique i Paris.

Det lå nærmest i kortene, at Pia Segerstam skulle være professionel musiker. Begge forældre er musikere, og det samme er bedsteforældrene Selim Segerstam og Viola Maria Kronqvist.