AF LEIF V.S. BALTHZERSEN

Gustav Mahlers 4. symfoni er i fire satser, og den sidste sats er med sang til en tekst fra folkedigtsamlingen Des Knaben Wunderhorn. Mahlers fire første symfonier har alle på den ene eller anden måde relation denne vigtige og meget udbredte digtsamling, og de kaldes derfor for Wunderhorn-symfonierne. Du kan læse mere om dette i en anden af Aarhus Symfoniorkesters baggrundsartikler: “Mahler og tryllehornet”. Udover symfonierne med Wunderhorn-relationer, har Mahler komponeret en lang række sange til tekster fra Des Knaben Wunderhorn.

Mahler komponerede hovedsageligt om sommeren, når han havde fri fra sit arbejde som kapelmester. Han var i 1897 blevet direktør for Hofoperaen i Wien (den nuværende Staatsoper), og det blev højdepunktet i hans mange ansættelser. Det var samtidig en stilling, der gav ham uendeligt mange problemer, både kunstneriske, idet han var både visionær og krævende, og menneskelige, idet antisemitismen var stærk i kejserrigets hovedstad.

Den 4. symfoni er komponeret i somrene 1899 og 1900. Symfonien blev uropført i München den 25. november 1901. Mahler dirigerede selv.

Faktisk havde Mahler allerede på forhånd komponeret symfoniens slutsats, altså den med sangteksten, for Wunderhorn-sangen var skrevet helt tilbage i 1892 (og den havde i øvrigt også haft indflydelse på Mahlers 3. symfoni).

Orkesterbesætningen er mindre i den 4. symfoni end i Mahlers andre symfonier, bl.a. er det bemærkelsesværdigt, at der ikke medvirker basuner og tuba.

I mange af sine symfonier går Mahler ud over den firsatsede opbygning, som symfonier traditionelt har, men den 4. symfoni har kun fire satser:

1. Bedächtig, nicht eilen
2. In gemächlicher Bewegung. Ohne Hast
3. Ruhevoll, poco adagio
4. Sehr behaglich

Ingen af satserne er særligt hurtige, men man fornemmer dog bagvedliggende den traditionelle følge hurtig – dansant – langsomt – hurtigt (de to midtersatser er byttet om, ligesom man finder det hos andre komponister).

Første sats er gennemsigtig og overvejende lys og charmerende, men indeholder også den typiske Mahlerske alvor og uhygge.

Mahler er kendt for at inddrage særprægede instrumenter i sine værker, og her i den 4. symfoni er det mest særprægede, man som tilhører lægger mærke til i lydbilledet, nok de bjælder, som han bruger i symfoniens åbning, og som vender tilbage nogle gange i løbet af satsen samt i sidstesatsen. De er ikke stemt, og Mahler har ikke specificeret, hvor små/store de skal være:

Anden sats er en folkelig dans, dog med mørkere undertoner: Der er en stor solo for koncertmesteren – det er døden, kaldet “Freund Hein”, der som skelet spiller op. Soloviolinen er stemt en tone højere end normalt – så bliver klangen mere brillant eller skarp (der er altså ikke tale om, at violinen og orkestret spiller i hver deres toneart).

Tredjesatsen er en typisk mahlersk langstrakt, langsom sats, fyldt med hans vidunderlige uendelighedsfornemmelse og stor følelsesmæssig dybde. Mahler sætter tiden i stå, og hen mod slutningen kommer der en åbenbaring med lysende kaskader af musik (inkl. glitrende triangel og øjenåbnende bækkenslag), hvor lytterne får et kig ind i det paradis, som beskrives i den følgende sats:

Herefter falder musikken til ro igen, og så følger fjerdesatsen, hvor vi er bragt væk fra “den jordiske tummel”, og hvor solosopranen fortæller om livet i Himlen, “Das himmlische Leben”. Hun fortæller med en barnlig-naiv fromhed, som vi f.eks. også kender fra Mahlers 2. symfoni, og med samme troskyldighed og uskyldighed, som vi finder i andre af Mahlers sange. Han skriver endda i partituret, at der skal synges med “barnligt-muntert udtryk”.

“Vi nyder de himmelske glæder. / Derfor skyr vi det jordiske. / Ingen jordisk tummel / hører man i Himlen! / Alt lever i den blideste ro. / Vi fører et engleagtigt liv, / men er også helt muntre. / Vi danser og springer, / vi hopper og synger. / Sankt Peter i Himlen ser på.”

I de kraftfulde mellemspil i fjerdesatsen kommer bjælderne på banen igen.

Idyllen i satsen formørkes lidt i den følgende strofe om lammet og oksen, der skal slagtes, men den lysere stemning vender tilbage i tredje strofes længere opremsning af grøntsager, frugt og dyr.

Da det er et musikværk, vi er i gang med, hører vi meget passende i fjerde og sidste strofe om musikken i Himlen: “Der er ingen musik på jorden, / som kan sammenlignes med vores. / Ellevetusind jomfruer / drister sig til at danse. / selv [jomfru-martyren] Sankt Ursula ler dertil. / Der er ingen musik på jorden, / som kan sammenlignes med vores. / [Musikkens skytshelgeninde] Cæcilia og hendes slægtninge / er fortræffelige hofmusikanter! / Englestemmerne / opmuntrer sindene, / så alt vågner til glæde.” Musikken klinger ud i den sarteste afklarethed.

Lyt til hele symfonien her:

Den 4. symfoni er i lange stræk mere optimistisk musik, end man er vant til hos Mahler. Hvor mange af Mahlers symfonier er meget alvorlige og fulde af sorg, død og afsked, er en stor del af den 4. symfoni netop musik, der – ligesom musikken i Himlen beskrives – “opmuntrer sindene”, og som ligesom englestemmerne sørger for at “alt vågner til glæde”, nemlig vækker glæde hos publikum.

Det er altid fascinerende at se film eller høre lydoptagelser med de berømte komponister. I Mahlers tilfælde er det nærmeste, vi kan komme den slags, nogle klaverruller, som han indspillede i 1905. Firmaet M. Welte & Söhne havde udviklet et revolutionerende mekanisk klaver, Welte-Mignon, som kunne gengive det indspillede særdeles nøjagtigt, og de fik en masse berømte komponister til at lave indspilninger, herunder altså også Mahler. Det er måske ikke særlige tilfredsstillende at lytte til kunstnerisk set, men her spiller Mahler i hvert fald selv slutsangen fra den 4. symfoni: