Melodiens særlige kraft

Melodi er i bund og grund en række af enkeltstående toner. Men hvad er det så, der gør, at vi husker en melodi? At en melodi kan sætte os i en helt særlig stemning? Og at melodier kan få os til at huske?

Hvis vi f.eks. ser på Nokias ringetone tilbage fra 90’erne, er der vist ingen, der kan sige sig fri for at genkalde sig melodien og måske nærmest griber efter telefonen i lommen.

Melodistumpen er oprindeligt et par sekunders uddrag af et klaverværk af Frédéric Chopin.

Man tør næsten ikke gætte på, hvad komponisten skulle have i royalties, hvis han altså ikke var død for næsten 150 år siden.

På samme måde, er der vist ingen, der er i tvivl om, at man befandt sig i et tog eller på en af Danmarks stationer, hvis følgende melodistump klingede:

Denne melodi blev i 1984 komponeret af Niels Viggo Benzon i 1984 og blev gennem de næste mange år DSBs signatur. Den korte melodi består af tre toner: D, S (tonen Es), B.

Det er utroligt, hvad tre toner kan vække af intuitiv genkendelse.
 

Tegn en melodi

Vi vender nu tilbage til Carl Nielsens børnesang ”Jeg ved en lærkerede”, hvor vi tidligere har taget fat i sangens rytme. Hvis vi ser på melodien, består den ikke kun af tre toner, men den er stadig meget enkel og følger et bestemt mønster.

Første del af sangen (”Jeg ved en lærkerede, jeg siger ikke mer’”) tegner en opadgående linje, der slutter højt og åbent. Hermed mener vi, at melodien har bevæget sig op over starttonen og simpelthen ikke kan slutte på denne måde – som om man stiller et spørgsmål. Anden del af melodien (”Den findes på en hede, et sted som ingen ser”) bevæger sig så gradvist ned igen og slutter, hvor den startede – der er sat punktum. Denne helt enkle opbygning gør det nemt både at synge og huske melodien.

Prøv at synge med, når Tilde og orkestret synger og spiller, mens du tegner melodiens retning i luften med pegefingeren. Læg mærke til, at det endda kan være nemmere at få luft nok, når du er opmærksom på melodien og dens retning.