Mød en symfoniker: Mathias Kjøller

“Det var fantastisk, da jeg fik at vide at jeg havde fået jobbet. Jeg kan huske da juryen kom ud for at offentliggøre at jeg havde fået jobbet.
Jeg tror de have forventet en lidt større reaktion end de fik, for jeg sad egentlig bare i min stol og var chokeret. Jeg havde virkelig ikke regnet med at få jobbet”, fortæller Mathias Kjøller.

Da vi snakkede med Mathias var han, og resten af orkesteret, ved at forberede sig på at spille Mozarts klarinetkoncert.
“For det første er det et ret fantastisk værk. Fra en klarinettists synspunkt så viser den helt utroligt meget. Man kommer rundt i alle instrumentets registre og lejre og dynamisk skal man være fuldstændig i kontrol”, forklarer Mahtias Kjøller.

Især den 2. sats af Mozarts klarinetkoncert er en udfordring at få til at lyde helt rigtig. Selv for musikere af Mathias’ kaliber.

“Den 2. sats er et studie i, hvordan man kan spille legato og smukt. Lyden må aldrig blive klemt, blive for kraftig eller for svag. Det er meget svært at forklare, men den viser helt utrolig meget og den er svær at spille”, forklarer Mathias Kjøller.

Mathias ser frem til igen at skulle samarbejde med dirigent Michael Schønwandt, der er dirigent for koncerten.
“Jeg har kendt Michael Schønwandt gennem nogle år og jeg har flere gange spillet i orkestre, hvor han har dirigeret og jeg har været solist med ham en enkelt gang. Han er en dirigent med et meget stort overskud og han er enormt god til at følge mig som solist”, fortæller Mathias Kjøller.