Neoklassicisme

AF PEER KJÆR ANDERSEN

Årtierne omkring år 1900 var en brydningstid på mange områder, ikke mindst inden for musikken. Den klassiske harmonik, som i Richard Wagners musik næsten havde nået sin yderste grænse, oplever sine sidste krampetrækninger i Arnold Schönbergs værker, som leder over i tolvtoneteknikken. Også i Frankrig udfordres harmonikken, bl.a. med Debussys anvendelse af heltoneskalaer, og med Mahlers symfonier udvides symfoniorkestret til en hidtil ukendt størrelse. De klassiske former er ligeledes i opbrud til fordel for en friere, mere emotionelt præget opbygning. En række komponister reagerer herpå ved at søge tilbage til barokkens og wienerklassikkens idealer og iklæde dem en nutidig dragt. Verdi udtalte i sin sidste år: ”Lad os vende tilbage til Bach, det vil være fremskridt”, og allerede i Griegs Holbergsuite fra 1884 ses de arkaiske tendenser, som kommer til fuld udfoldelse i mellemkrigsårene. Hør den her:

I 1917 skriver Prokofjev sin første symfoni, om også er et de første værker i egentlig neoklassisk stil. Han skriver selv herom: ”Hvis Haydn havde levet i dag, tænkte jeg, ville han have bibeholdt sin måde at skrive på og samtidig have overtaget noget af det nye. En sådan symfoni ville jeg skrive – en symfoni i klassisk stil.” Dette værk rummer med sine ca. 15 minutters spilletid praktisk taget alle de elementer, der er væsentlige for neoklassicismen. Orkestret er lille, faktisk ikke større end på Haydns tid, instrumentationen er gennemsigtig, tonaliteten er en let udvidet dur/mol-tonalitet, temaerne er enkle, iørefaldende og klare i opbygningen og satsernes opbygning følger de klassiske former. Hør symfonien her:

I 1920 kommer et af hovedværkerne inden for genren, Stravinskijs ballet ”Pulcinella”. Balletten har karakter som en pastiche og er bygget på en række ufærdige skitser af den neapolitanske komponist Pergolesi, som levede fra 1710 til 1736. Som hos Prokofjev er orkestret stærkt reduceret til 33 medlemmer, og det behandles med stort raffinement. Hør balletsuiten her:

I de følgende år komponerer Stravinskij en lang række værker i neoklassisk stil, hvoraf de vigtigste nok er Symfoni i C, Salmesymfonien og de græsk inspirerede balletter Apollo og Orpheus. Kulminationen på Stravinskijs neoklassiske periode nås i 1951 med operaen ”Lastens vej”, der bl.a. anvender cembalo som akkompagnement til recitativerne. Hør Symfoni i C her:

Stravinskijs musik får afgørende indflydelse på de unge franske komponister i generationen efter Debussy. Især gruppen ”Les Six” med Poulenc og Honegger som ledende figurer skriver værker i neoklassisk stil, eksempelvis Poulencs ”Koncert for 2 klaverer”, som kan høres her:

I det hele taget breder ideerne bag neoklassicismen sig over hele det europæiske område til kom-ponister som Paul Hindemith, Manuel de Falla og Ottorino Respighi for blot at nævne nogle få. På nordisk grund kan især nævnes svenskeren Dag Wirén og danskeren Knudåge Riisager, der med balletten ”Etudes”, bygget over Carl Czerny klaveretuder, har leveret et af de fornemste eksempler på dansk neoklassisk musik. Nyd den her:

I hele perioden fra 1920 til 1950 lever neoklassicismen parallelt med andre og mere radikale strømninger og efter 1950 mister den gradvist sin betydning, om end visse træk, bl.a. i instrumentation, stadig kan spores.

Om forfatteren

Peer Kjær Andersen er cand. mag. i musik og fransk, tidligere lektor ved Risskov Amtsgymmnasium samt organist. Han har været fast leverandør af programnoter til Aarhus Symfoniorkester siden 2004.