AF PEER KJÆR ANDERSEN

Johannes Brahms er en af giganterne i den klassiske musik. Hans symfonier og koncerter står som monumenter i deres genrer, og få komponister har skrevet så gedigen kammermusik som ham, for ikke at nævne hans korværker og klavermusik. Trods en generel anerkendelse af hans geni har hans musik og person delt vandene, både i samtiden og op gennem 20. århundrede. Den Store Danske har publiceret en glimrende onlinebiografi af Brahms, men billedet af ham kan nuanceres lidt gennem en række citater.

Brahms stillede meget store krav til sig selv. Hans studier i Beethovens og Bachs musik samt renæssancens vokalværker fyldte ham med så stor respekt, at han længe tøvede med at skrive sin første symfoni. To citater, ”At følge i Beethovens fodspor overskrider ens styrke” og ”Studér Bach. Der finder du alting” viser tydeligt, hvor tungt fortidens arv lå på hans skuldre. Og mens mange andre komponister i tidens løb har efterladt sig værker af svingende kvalitet, var Brahms meget omhyggelig med at tilintetgøre skitser og utilfredsstillende kompositioner: ”Man bør ikke glemme, at ved virkelig at perfektionere ét værk vinder man mere og lærer mere end ved at gøre et dusin halvt færdigt.” Han var sig bevidst om inspirationens betydning, og selv om han ikke åbent bekendte sig som kristen, var Biblen hele hans liv en stor inspiration, mest tydeligt i ”Ein deutsches Requim” og ”Vier ernste Gesänge: ”Alle sandt inspirerede ideer kommer fra Gud. De kræf-ter, hvorfra alle store komponister som Mozart, Schubert, Bach og Beethoven fik deres inspiration, er den samme kraft, som satte Jesus i stand til at udrette mirakler”. Han var dog også klar over, at ”uden det håndværksmæssige er inspiration kun et siv, der vifter i vinden”, for ”en symfoni er ingen spøg.”
Men selv med sit store talent og en trofast venneskare havde han hårde odds at kæmpe imod.

I samtiden herskede der en strid i tysk musikliv. De såkaldte nytyskere, repræsenteret ved Liszt og Wagner stod over for en mere konservativ retning, der havde Brahms som den vigtigste komponist. Brahms selv deltog ikke aktivt i striden, men hans musik fik en hård medfart fra mange sider. Efter premieren på den tredje symfoni skrev den unge Hugo Wolf: ”I et eneste bækkenslag i et værk af Liszt er der mere ånd og følelse end i alle tre Brahms-symfonier og serenaderne med.” Og Tjajkovskij var ikke mindre hård i sin bedømmelse af Brahms’ musik. ” Jeg har gennemspillet musik af den slyngel til Brahms. Hvilken ubegavet sjover! Det irriterer mig, at denne selvoppustede middelmådighed er hyldet som et geni. I sammenligning med ham er Raff en kæmpe, for ikke at tale om Rubinstein, der når alt kommer til alt er et levende og vigtigt menneske, mens Brahms er kaotisk og helt udtørret.” Også den irske forfatter Bernard Shaw, der i perioder optrådte som musikkritiker, havde sine kommentarer til Brahms. ”Der er nogle oplevelser i livet, som man ikke bør kræve to gange af et menneske, og den ene er at lytte til Brahms’ Requiem.” Og endnu mere fornærmende: ”Brahms er ligesom Tennyson, en ekstraordinær musiker med en hjerne som en tredjerangs landsbypolitibetjent.” I det 20. århundrede har flere store komponister udtrykt sig negativt om Brahms’ musik. Stravinskij fandt den svulstig og uden ynde, og Benjamin Britten vendte med jævne mellerum tilbage til Brahms’ musik for at minde sig selv om, hvor dårlig den var og opdagede ofte, at den var værre.

Naturligvis var der også tilhængere, der som regel udtrykte sig i et mere modereret sprog, som f.eks. Edward Elgar, der i 1886 giver følgende karakteristik af Brahms: ”Den klassiske komponist par excellence i vore dage, som fri for ethvert provinsielt udtryk eller national dialekt…skriver for hele verden og for alle tider – en gigant, ophøjet og utilnærmelig – Johannes Brahms.” Stor posthum anerkendelse har han også fået af Arnold Schönberg, der i en artikel med titlen ”Brahms the Progerssive” gør rede for hans betydning for Schönberg selv og hans generation.

Brahms selv tog sjældent til genmæle og da altid i en meget urban form, men i privatlivet kunne han være noget af en buldrebasse. Et kendt citat af ham på vej ud fra en fest er: ”Hvis der er nogen, som jeg ikke har fornærmet, beder jeg om undskyldning.” Under et besøg hos familien Gade i København i 1864 – fire år efter nederlaget til Tyskland – roste Brahms Bismarck til skyerne og sagde, vist nok i spøg, at der nok ikke blev fred, før Thorvaldsens Museum tilhørte Preussen, hvilket naturligt nok blev taget unådigt op af bl.a. Gades svigermor. Også mod sine medspillere kunne han være grov. Under en prøve på en af hans cellosonater beklagede cellisten sig over, at Brahms spillede så kraftigt, at han ikke kunne høre sit eget instrument. ”Heldigt for dem” svarede Brahms og fortsatte i samme styrkegrad. En kritiker, der bemærkede, at et tema lignede et af Beethovens, blev sat på plads med ordene: ”Selvfølgelig gør det det. Alle stjæler – det vigtige er at gøre det på brillant vis.” Men mod sine venner kunne han være han mild og omsorgsfuld. En af dem, der var omfattet af hans omsorg var Clara Schumann, enke efter komponisten Robert Schumann. I hendes dagbog finder vi følgende afsnit, der passende kan afrunde denne lille citatsamling: ”Han kom som en sand ven, for at dele med mig al min sorg; han styrkede mit hjerte, som det var ved at briste, han løftede mine tanker og lettede, når det var muligt, min sjæl. Kort sagt var han min ven i ordets fulde forstand. Jeg kan virkelig sige, mine børn, at jeg aldrig har elsket en ven, som jeg elskede ham; det er den smukkeste gensidige forståelse af to sjæle. Jeg elsker ham ikke for hans ungdommelighed eller af en eller anden grund af smigret forfængelighed. Det er snarere hans ånds spændstighed, hans fine begavede natur, hans ædle hjerte, som jeg elsker. Joachim var også en sand ven for mig, men det var virkelig Johannes, der bar mig op. .. Tro alt det jeg, din mor har fortalt dig, og lyt ikke til de små og misundelige sjæle, der gør lys af min kærlighed og venskab, og forsøger at rejse spørgsmålstegn ved vores smukke forhold, som de ikke helt forstår eller nogensinde vil kunne.”