AF PEER KJÆR ANDERSEN

Arthur Honegger blev født i 1892 i Le Havre af schweiziske forældre. Han blev uddannet ved konservatoriet i Zürich og senere i Paris. Den fremherskende musikstil i begyndelsen af 20. årh. var stærkt præget af den såkaldte impressionisme, hovedsagelig repræsenteret ved Claude Debussy, men i tiden omkring Første Verdenskrig kom der en reaktion på denne musik. Den blev kritiseret for sin mangel på strukturel præcision og sin overdrevne dyrkelse af den musikalske farvelægning og i det hele taget for at være en sensibel og vag stemningsmusik. Denne kritik førte til dannelsen i 1917 af gruppen ”Les Six” , hvis faddere blev komponisten Erik Satie og forfatteren Jean Cocteau. Gruppen bestod af Darius Milhaud, Georges Auric, Louis Durey, Germaine Tailleferre og som de mest prominente Francis Poulenc og Arthur Honegger. Stilmæssigt havde de ikke et fælles program, drivkraften hos dem var oprøret mod romantikken og impressionismen, og de gik hver deres veje. Poulenc tog blandt andet udgangspunkt i Saties ideer om en musik, der skulle forbinde sig med hverdagens populærmusik og være klangligt og formalt præcis.

Honegger delte ikke Saties synspunkter og stræbte lige fra sine første værker mod et tonesprog præget af stærke rytmer og ofte hårde dissonanser, ofte med polytonale islæt. Et fint eksempel på hans tidlige stil er den symfoniske sats “Pacific 2.3.1.”, et genialt portræt af ekspreslokomotiv og en af Honeggers største succeser. “Ikke en efterligning af lokomotivets lyde, men en gengivelse af et visuelt indtryk og et fysisk velbefindende gennem en musikalsk konstruktion”.

Hør “Pacific 2.3.1.”:

Også en række af hans korværker fik tidlig succes, bl.a. ”Jeanne d’Arc på bålet”, ”Kong David” og ”Danse des morts” – dødedansen, mens det varede længere, før hans fem symfonier fandt en plads på repertoiret. Den tredje symfoni- Symphonie liturgique – er skrevet i årene umiddelbart efter Anden Verdenskrig og er den eneste af de tre symfonier fra 1940’erne, som er for stort orkester. I følge komponisten selv er den kun liturgisk i den forstand, at den rent følelsesmæssigt tager udgangspunkt i tre overskrifter fra den katolske liturgi. ”Dies irae” – vredens dag – stammer fra requiem-messen, ” De profundis clamavi” – fra dybet råber jeg – er en bodssalme og ”Dona nobis pacem” – giv os fred – er slutordene i Agnus Dei, O du Guds lam.

Første sats er dyster, aggressiv og fyldt med skarpe rytmer og heftige accenter. De ekspressive melodiske fragmenter er smertefulde, og bort set fra det indledende crescendo og det afsluttende decrescendo er hele satsen holdt i konstant forte. Det er en sats, der skildrer krigens brutale karakter, et billede på navnløs gru og rædsel.

1. sats:

Som en stærk kontrast hertil følger en adagio, som er mild og lyrisk. Harmonikken er rolig og alvorlige, melodiske fraser præger satsen, som når et klimaks på baggrund af en ostinat, tungt basmotiv.

2. sats:

Om tredje sats har komponisten i et brev til en ven givet denne forklaring:

“Den begynder med en slags march, der snubler omkring de samme noder, stammende, altid gentagende det samme: krig, told, militarisme, nationalisme, papirnusseri, den progressive omdannelse af mennesket til slave af en blind og døv administration.. Et andet tema skitserer menneskets forsvarsreaktion, men det indledende tema overvælder alt, indtil den universelle råb udbryder slags “Hjælp!” Hjælp! hvilket oversættes til latin ved … “Dona nobis pacem! Dona nobis pacem!”. Og så vender det rolige tilbage, længsel efter renhed, håb for fred, afklaring. Se! Der er stadig fugle til at synge i træerne, ..et meget klart indtryk af, at med lidt god vilje vil alt dette kunne ordnes så godt.”

3. sats: