Rim, rytmer og sprogets udvikling

Ifølge Den Store Danske ”udfolder rytmen sig ofte i relation til en underliggende metrisk puls, taktarten, og det er især forholdet mellem disse to fænomener, der definerer musikkens betoninger”. Det kan godt lyde lidt knudret, men hvis man sætter eksempler på, giver det rigtig god mening. En komponist, hvis musik er meget rytmisk struktureret og klar, er Johann Sebastian Bach. Hans musik er enkel og forudsigelig rytmisk – det er ren rock.

Prøv at lytte til disse to eksempler – der er nok 250 år mellem de to numre, men begge bygger på den samme grundrytme, en rytme, der giver en lyst til at danse:

 


 

Sprogets rytme

Et andet vigtigt område, når man snakker rytme, er sproget. Meget af det, der definerer vores sprog, er nemlig rytmen og de betoninger, der følger heraf. Hvis man gerne vil stimulere sit barns sproglige udvikling, er det derfor en god ide at bruge musik, rim og remser i sit samvær med barnet. Rytmen og betoningerne i børnesange og remser understøtter sprogets og stavelsernes rytme, så de forskellige ord og lyde bliver tydeligere og nemmere for barnet at tilegne sig.

Tag for eksempel det gamle børnerim om Peter Anker:

Hvem er det der banker?
Det er Peter Anker!
Hvem er det der lukker op?
Det er Peter Sukkertop
Hvem er det, der kommer ind?
Det er Peter Slikkepind.

Prøv først at læse det op helt neutralt, som man ville læse op af en bog – det er faktisk ret svært. Prøv derefter at sætte den naturlige rytme på og mærk, hvad det gør ved udtalen og sprogets nuancer.
 

Jeg ved en lærkerede

Rimet om Peter Anker og hans venner er meget enkel i sin rytme. Enkeltheden er ofte kendetegnet for børnesange – både rytmisk og sprogligt. En af de mest kendte og elskede børnesange er Carl Nielsens ”Jeg ved en lærkerede”. Herunder kan du se, hvordan rytmen i hvert vers består af to identiske linjer. Du behøver ikke kunne læse noder for at gennemskue systemet i det:

Her kan du høre Tilde Næslund Madsen smukt synge sangen sammen med Aarhus Symfoniorkester:

Det er ikke kun rytmen, der er enkel i Carl Nielsens sang om lærkereden – det gælder også melodien, og det kommer næste artikel til at handle om.

”Lyden er en grundpille i musikken ligesom i det talte sprog. Vi ved, at børns evne til at danne lyde og producere lyde med deres stemme udvikles meget tidligt, og at denne evne er afgørende for børns hele sprogudvikling, det gælder både musiksprog, talesprog og læse- og skrivesprog.”
– Ulf Jederlund: ”Musik og sprog”