Schubert og musiklivet i Wien i begyndelsen af 1800-tallet

AF LEIF V.S. BALTHZERSEN

V i er i dag vant til, at vi kan købe en billet til en koncert, hvis vi har lyst til at høre den. Men sådan har det ikke altid været. Hvis vi ser på musiklivet i Wien omkring år 1800, dvs. på Beethovens tid og i Schuberts unge år, var der både private og offentlige koncerter. I Wien var der flest private koncerter i modsætning til de to andre musikmetropoler, Paris og London, hvor der var flest offentlige koncerter.

Private koncerter kunne være mange forskellige ting. Det kunne være musiceren i fællesskab, dvs. egentlig ikke koncerter, men samspil, som venner og bekendte da gerne kunne lytte til, eller det kunne være regulære, uformelle huskoncerter i hjemmene. På maleriet nedenfor ser vi hjemlig musikudøvelse hos Malfatti-familien omkring 1810. Malfatti var læge og var en af Beethovens bekendte.

Koncerter, ofte i større format, kunne også blive spillet for et indbudt publikum, således som de fandt sted i Wiens mange adelspalæer og hos kejserhoffet. Ved sådanne koncerter er mange af musikhistoriens store værker blevet uropført. Først senere, f.eks. i anden (eller tredje) omgang, er de så blevet spillet ved offentlige koncerter.

Ovenfor ses den såkaldte Eroica-Saal i Teatermuseet i Wien. Teatermuseet ligger i det gamle palæ, der har tilhørt adelsfamilien Lobkowitz, og i dette palæ blev Beethovens 3. symfoni, Eroica, spillet for første gang den 9. juni 1804 ved en privat koncert. Senere fandt andre Beethoven-uropførelser sted her.

I denne type palæer kommer man ind ad den store port i fronten på bygningen, går op af den flotte trappe, der netop er lavet således, at den skal imponere, og kommer op på den repræsentative førstesal, hvor der er er en stor og rigt udsmykket sal med sidefløje. Salen skulle naturligvis også imponere. Som koncertsal virker den ikke ret stor på os i dag, men orkesterstørrelsen har naturligvis været afstemt efter forholdene. I dag er man naturligvis meget stolte over, at et så banebrydende kunstværk er blevet opført i denne sal, og den har fået navnet “Eroica-Saal”.

Her er en (lidt grynet) optagelse af en opførelse af Eroica i salen i Palais Lobkowitz. Man kan panorere rundt ved hjælp af knappen i øverste, venstre hjørne:

Til de private koncerter hørte også alle de fester og højtideligheder, som adelen og kejserhoffet fejrede. Her indgik der naturligvis også musik, og ofte blev der bestilt nye værker til lejligheden.

Offentlige koncerter var der tre typer af. For det første rejste mange virtuoser rundt i Europa og tjente penge ved at leje et sted, hvor de kunne spille, og hvor de så fik billetindtægten. Det samme gjaldt komponister, der arrangerede egne koncerter med egne værker, hvor de fik billetindtægten. For det andet var der velgørenhedskoncerter – der var jo ikke noget socialt sikkerhedsnet, så f.eks. kunne billetindtægten gå til musikerenker, eller efterladte efter krigshandlinger. Endelig var der for det tredje det, som ligner vores koncertsystem mest, nemlig subskriptionskoncerter. En person arrangerede et antal koncerter, som man så på forhånd abonnerede på.

Schubert var ikke særligt kendt i sin samtid, og slet ikke udenfor Wien. Langt de fleste af hans værker er blevet opført i private sammenhænge, enten som musiceren i fællesskab eller som små, private koncerter i hjemmene, hvor f.eks. hans mange lieder er blevet opført. Tegningen længere oppe på siden af en privat Schubert-koncert, en såkaldt “Schubertiade”, hos familien Spaun er lavet af Schuberts ven, den berømte maler Moritz von Schwind. Den er fra 1868, dvs. længe efter Schuberts død, og er tegnet efter erindringen. Der er givetvis tale om forskønnelse, og det er, som om at Moritz von Schwind ville have alle Schuberts bekendte med på tegningen. Schubert selv sidder ved klaveret. Til venstre, ved siden af ham sidder barytonen Johann Michael Vogl, der sang mange af Schuberts sange.

Den eneste offentlige koncert, hvor der kun var Schubert-værker, fandt sted 26. marts 1828, dvs. samme år som Schubert døde. Koncerten blev spillet i en sal i gæstgivergården Zum Roten Igel. Der eksisterede nemlig ikke deciderede koncertsale endnu på dette tidspunkt. Musik blev spillet dér, hvor der var plads til det, dvs. f.eks. i gæstgiver-sale eller i adelens store, flotte palæer.

I 1812 blev den første musikforening grundlagt i Østrig: Gesellschaft der Musikfreunde des österreichischen Kaiserstaates, der ville sørge for et koncertliv for både adel og borgere. Den findes stadig i dag, men det gør kejserriget jo ikke, så den hedder blot Gesellschaft der Musikfreunde. Foreningen købte i 1829 førnævnte Zum Roten Igels bygning og byggede den om til en koncertsal, og det blev Østrigs første egentlige koncertsal. (Det blev så også samme forening, der i forbindelse med Wiens enorme ekspansion i anden halvdel af 1800-tallet fik bygget Musikvereins-bygningen på Ringstraße med den berømte gyldne sal, men det er en anden historie).

Udover egentlige koncerter var der på Schuberts tid en anden form for musikopførelser, vi kan kalde offentlige, nemlig kirkemusikken, der jo ikke var koncerter men musik til liturgisk brug. I kirkerne er en del af Schuberts kirkemusik blevet spillet, bl.a. i Lichtentaler Pfarrkirche, der lå tæt på hans fødehjem, og hvor han selv medvirkede ved gudstjenester, og hvor hans bror Ferdinand i flere år var organist.

Noget af denne kirkemusik er faktisk i stor koncertklasse, for i det sydtyske og østrigske område havde man tradition for orkestermesser, dvs. kirkemusik for orkester, kor og fire solister – værker, som vi i dag også hører i koncertsalen, men som altså er beregnet til liturgisk brug, og som stadig bruges således i det sydtyske og østrigske område.

Schuberts 5. symfoni er komponeret 1816. Schubert, en helt ukendt folkeskolelærer, var 19 år gammel. Han fuldendte symfonien den 3. oktober, og kort herefter blev den spillet for første gang af privatorkester, som havde udviklet sig af en families strygekvartet, og som mødtes i dirigenten Otto Hatwigs hjem. Det var altså en privat huskoncert, helt typisk for den dannede mellemklasse, og der var en strøm af udgivelser for disse mindre besætninger. Schuberts 5. symfoni hørte dog ikke til blandt disse udgivelser. Manuskriptet blev ganske vist solgt i 1817 til en forlægger i Leipzig, men værket blev desværre ikke trykt. Symfonien blev først udgivet i sin fuldstændighed i 1884 som led i den store Schubert-udgave, som Brahms stod i spidsen for.

Den 5. symfoni er ikke tiltænkt offentlige koncerter, men er skrevet til opførelse i private rammer, hvilket også ses af den lille besætning: 1 fløjte, 2 oboer, 2 fagotter, 2 horn og strygere. Det er den af Schuberts symfonier, der har den mindste besætning, og besætningen svarer sandsynligvis til det, som på dette tidspunkt var til rådighed hos Otto Hatwig, hvor den som sagt blev uropført. I den vidunderlige symfoni mærker man tydeligt forbillederne Mozart, Haydn og Beethoven, og man aner den senere Schubert i de lyriske passager.

Den første offentlige opførelse af Schuberts 5. symfoni fandt først sted længe efter Schuberts død, nemlig den 17. oktober 1841 i Wien. Ved samme koncert blev en række andre værker af Schubert spillet. Schuberts verdensberømmelse kom først efter hans – meget tidlige – død.

Hør det med Aarhus Symfoniorkester

Om forfatteren

Leif V.S. Balthzersen er mag.art. i musikvidenskab og tidligere musikchef for Aarhus Symfoniorkester.