Tilmeld nyhedsbrev
Frameld nyhedsbrev

Åbner dette vindue i ny printvenlig udgave
 

Sydbank-pris til kontrabassist
Frank Christensen fik statuette og 50.000 kroner, da Aarhus Symfoniorkester fremførte Carl Orffs hit blandt nyere klassiske værker, ”Carmina Burana.”

Ved Aarhus Symfoniorkesters koncert i Musikhuset Aarhus torsdag aften var der både underholdning til publikum og hæder til en af orkestrets musikere. Sydbanks regionale musikpris 2009 gik til orkestrets 1. solokontrabassist, Frank Christensen (56).
Prisen blev overrakt Frank Christensen af musikchef i Aarhus Symfoniorkester Palle Kjeldgaard og direktør i Sydbanks Region Horsens, Henning Barsøe. At det netop blev 1. solokontrabassist Frank Christensen, der modtog Sydbanks Musikpris, glæder musikchef Palle Kjeldgaard.
– Frank Christensen har takket være sine høje professionalisme og sit store engagement været en samlende kraft blandt orkestrets dybe strygere i alle årene. Han er en altid velforberedt og opmærksom musiker, hvis spil er kendetegnet ved stort teknisk overskud, siger Palle Kjeldgaard.
Musikchefen tilføjer videre, at Frank Christensen ved flere lejligheder har optrådt som solist med Aarhus Symfoniorkester med stor succes, ligesom han har påtaget sig en række tillidshverv som repræsentant for sine kolleger gennem alle årene. 
Frank Christensen, der blev ansat i Aarhus Symfoniorkester i 1979, og som har været ansat som 1. solokontrabassist siden 1987,  er kendt i Aarhus Symfoniorkester for mere end sine faglige kompetencer.
Med sin lune jyske humor er Frank Christensen med til at skabe et godt arbejdsklima i orkestret.
Prisen er på 50.000 kroner samt en smuk statuette, og prismodtageren er nu kandidat til Sydbanks store nationale musikpris på 100.000 kroner, der uddeles ved Sønderjyllands Symfoniorkesters Sankt Hans-koncert den 23. juni 2010. Her vil de fem prisvindere fra de fem landsdelsorkestre dyste om den nationale pris.
   I forbindelse med prisoverrækkelsen udtaler Frank Christensen: "Jeg er taknemmelig og beæret over at modtage Sydbanks storslåede musikpris. Musik er noget man aldrig bliver færdig med, og det har derfor været min holdning at blive ved med at udvikle sit talent og sine muligheder, indtil kræfterne slipper op. Jeg har haft fantastiske vilkår i Aarhus Symfoniorkester, og det rører mig dybt, at Sydbank på denne måde belønner mig. Tak til mine kolleger i Århus og tak til Sydbank for et grandiost initiativ."

 

Her ses ved overrækkelsen af prisen 29. oktober Symfonisk Sal, fra venstre Musikchef Palle Kjeldgaard, i midten regionsdirektør Henning Barsøe og til højre i billedet solokontrabassist Frank Christensen med statuen og checken.

Foto: Anders Hede

 


Welcome to Adobe GoLive 4