Sydbanks Regionale Musikpris 2012

Violinist Søs Nyengaard fra Aarhus Symfoniorkester modtog Sydbanks regionale musikpris ved symfonikoncerten d. 4. oktober 2012 .

Alsidig prisvinder
Om vinderen siger Aarhus Symfoniorkesters musikchef, Palle Kjeldgaard: ”Hun er alsidig og kreativ, og hun er en fremragende musiker. Hun er med til at give musiklivet et løft i hele Aarhus gennem sit arbejde i alle mulige kunstneriske sammenhænge, og så er hun præcis lige så driftsikker og dygtig, som en god tuttiviolinist skal være.”

Jeg blev noget overrumplet”, siger Søs Nyengaard og fortsætter: “Jeg har aldrig drømt om, at jeg skulle få en så prestigefyldt pris, så jeg er meget beæret over det. Jeg glæder mig nu også på mine kollegers vegne, for det er ikke så tit, tuttimusikerne får hæder – det er ikke os, der oftest stiller os frem i rampelyset

Palle Kjeldgaard er enig i, at det er vigtigt at påskønne tuttimusikernes arbejde og ikke kun at lade priserne gå til solospillerne i orkestret. ”Sydbanks musikpris er vores mulighed for at kunne vise anerkendelse af alle musikernes arbejde og at sætte spotlight på nogle af dem, der arbejder hårdt for at få orkestret til at fungere. Det gør Søs, både som musiker og som tillidsmand”, siger musikchef Palle Kjeldgaard.

Her er ni hurtige spørgsmål til den travle prisvinder
Hvornår vidste du, at du ville være musiker?
Det skete efter jeg, grundet ydre omstændigheder, blev nødt til at lægge violinen på hylden i et par år fra jeg var 17 til 19 år. Her blev jeg klar over hvor fundamental musikken var for mig og jeg var ubetinget klar til at gøre den store indsats, der skulle til for at blive dygtig på mit instrument. Violinen har været en uundværlig del af mit liv lige siden.

Hvad betyder musik for dig?
Det er, som sagt, et vigtigt fundament i mit liv. Det er en uudtømmelig udtryksform. En ”sjæleven”. En stor livsglæde.

Hvornår valgte du violinen – (eller valgte violinen dig)?
Da jeg var 8 år spurgte jeg om jeg kunne få lov at spille på en violin som lå i mit hjem – det blev så kærlighed ved første strøg.

Hvad er din egen bedste koncertoplevelse? 
Det er rigtigt svært at svare på, da der har været SÅ mange, især siden vi har fået vores fantastiske symfoniske sal!!! Med denne sal er vi også mere attraktive for de helt særligt dygtige dirigenter, som får en koncert til at gå op i en højere enhed. Vi er så heldige at få lov, sammen med vores publikum, at opleve dette med jævne mellemrum!

Hvilken musik lytter du selv til, når du skal slappe af?
Med 3 teenagerbørn, får jeg lyttet til al slags musik – for det meste med glæde. Men det er helt klart, at hvis jeg skal slappe af, så vælger jeg et klassisk eller jazz repertoire.

Du er født og opvokset i Australien, er der noget specielt du har med dig som Aussie (australier, red.)?
Der er selvfølgelig en stor del af mig der stadig er ”Aussie”, det er jeg stolt af og glad for. Der er heldigvis mange ligheder i den dansk/australske mentalitet, men det som jeg vil betegne som særligt australsk, er en afslappet, åben og nysgerrig holdning overfor forskelligheder hos mennesker.

Hvordan holder du dig i form? 
Snakker vi kroppen, eller fingrene? På begge svarer jeg træning – dog vil jeg sige, at mine fingre har et betydelig højere kondital end resten af min krop.

Udover din plads i symfoniorkestret har du også overskud til at spille/arbejde med andre kvinder i en kunstnergruppe, der hedder ”Culturesheart” – hvad giver det dig personligt?
Muligheden for at prøve mig selv af i nogle uvante roller, sammen med nogle fantastiske spændende, dygtige og samtidige utrolig søde kvinder, der har meget på hjerte. Vi udfordrer hinanden, vi lærer af hinanden, vi inspirerer hinanden, vi griner og græder med hinanden, vi udvikler os sammen og hver for sig. Jeg synes, at vi har nogle helt unikke muligheder for at få det bedste (og nogle gange også det værste) ud af hinanden. Det er en ekstrem kreativ og krævende proces, som vi oplever i fællesskab, og som giver mig utroligt meget igen.

Du modtager nu 50.000 kr. fra Sydbanks regionale Musikpris. Ved du, hvad  pengene skal  bruges til?
Jeg må indrømme, at det hele har været så uventet og overvældende, at jeg slet ikke har haft tid til at gøre mine overvejelser endnu. Jeg har længe haft en drøm om en studierejse, så det vil nok være et oplagt emne.

Fra Danmark til Autralien – og retur
Søs (Susan) Nyengaard blev født i Danmark 1962 i en eventyrlysten familie. Samme år som Søs blev født, emigrerede familien til Australien. Her fik Søs sin skolegang og musikundervisning, og begyndte at spille violin, da hun var 8 år gammel.

Hun blev senere uddannet som violinist ved ”Elder conservatorium of music” i Adelaide, fra 1983 til 1988, og fik bl.a. undervisning af William Hennessy og Keith Crellin, fra ”The Australian String Quartet”; den svenske violinist Gunnar Crantz, og den tjekkiske violinist Ladislav Jasek. Hun har desuden deltaget i diverse ”masterclasses”, bl.a. med Pinchas Zukermann i Melbourne i 1988.

I 1988 vandt Søs Nyengaard en fast stilling i ”The West Australian Symphony Orchestra” i Perth, men søgte i 1990 tilbage til sine rødder og sine forældre, der i mellemtiden var vendt tilbage til Danmark. Her blev hun kontraktansat i Aarhus Symfoniorkester i april 1990, og i 1994 vandt hun en fast stilling.

Søs er gift og har 3 børn, og alligevel formår hun udover sit virke i Aarhus Symfoniorkester at være meget aktiv på kammermusikfronten, bl.a. som medlem og medstifter af kunstnergruppen, ”Culturesheart”.  Tillige tog Søs i 2008 udfordringen op som tillidsmand for kollegerne i orkestret, og en af hendes største musikalske drømme gik i opfyldelse, da den fantastiske symfoniske sal i Musikhuset blev færdig i 2007. Og endnu drøm gik i opfyldelse i 2009, da hun købte sin violin, en ”Matthew Hardie” fra ca. 1820.

En pris, der gør en forskel
Områdedirektør i Sydbank Torben R. Rasmussen siger: ”Musikken ligger os meget på sinde i Sydbank, og vi vil gerne være med til at støtte navnlig den klassiske musik. Så vi har valgt at gøre det på en måde, så det kan mærkes, med beløb, der kan være med til at gøre en forskel for den enkelte vinder.”
Sydbanks Musikpris uddeles hvert år og er samlet set en af Danmarks største priser til klassiske musikere. Hvert af de fem landsdelsorkestre finder en regional vinder, og blandt de fem vindere udvælges en national vinder, der i foråret 2013 modtager en pris på 100.000 kr.