Symfoniske fortællinger

Symfoniske fortællinger

Et symfoniorkester er eminent til at fortælle historier. Der er så mange instrumenter og så mange forskellige klangfarver, at man kan fortælle en hvilken som helst historie, understøtte enhver følelse – bare gennem musikken.

Den nok mest kendte danske komponist, Carl Nielsen, har skrevet utrolig meget god musik. Mange af vores kendteste danske sange kommer fra hans hånd – bare tænk på ”Jens Vejmand”, ”Solen er så rød, mor” og ”Jeg ved en lærkerede”. Han har også skrevet en hel del for symfoniorkester, heriblandt seks symfonier. Hans anden symfoni, som han skrev i for over 100 år siden i 1902, er helt speciel. Han har selv fortalt, at han fik inspirationen til musikken på en kro, hvor han sad og drak en øl med sin kone og nogle venner. På væggen hang der et billede, der på en naiv måde illustrerede de fire temperamenter: kolerisk (hidsigt, opfarende sind), flegmatisk (roligt, sindigt eller trægt sind), melankolsk (tungsindig) og sangvinsk (lyst og optimistisk sind). Disse fire temperamenter satte han så i musik ved at komponere en symfoni, hvor hver sats illustrerer et temperament. Det kom der noget helt fantastisk musik ud af.

Vi har indspillet den flegmatiske sats og lagt den under kategorien ”Mørk og dybsindig” på undersiden med musik – men synes du egentlig, at den kun er mørk og dybsindig?:

 
Læn dig tilbage sammen med dit barn og lad jer flyde med!

Flere musikalske fortællinger

Vi har valgt at indspille og lægge flere stykker af vores yndlingsmusik på hjemmesiden. Dem har vi kategoriseret efter forskellige følelser. For er der noget, som musik kan, så er det at fremkalde og styrke vores følelser.

? Mere musik med Aarhus Symfoniorkester