AF PEER KJÆR ANDERSEN

Begrebet serenade går langt tilbage i musikhistorien. I 1600-tallet betyder det noget i retning af en natlig elskovsvise, sunget uden for den elskedes vindue, mens det i wienerklassikken betegner en flersatset komposition, der med hensyn til instrumentation og omfang er en mellemting mellem kammermusik og orkesterværk. Man træffer genren bl.a. hos Mozart i hans Gran Partita og Eine kleine Nachtmusik. I den romantiske periode bliver genren populær. Johannes Brahms gør sine første forsøg med orkester i to serenader, og Tjajkovskijs strygerserenader hører også til standardrepertoiret.

Dvorák har skrevet to serenader, en for blæsere og en for strygere. Strygerserenaden er komponeret på elleve dage i 1875 og er et af komponistens tidligste orkesterværker. Dens atmosfære afspejler en lykkelig tid i komponistens liv: han oplevede sine første succeser på koncertscenen, og det var også lykkedes ham at opnå et statsstipendium for første gang. Værket er et dokument om komponistens exceptionelle sans for små former. I fem korte satser, tydeligt opbygget omkring en tredelt sangform, udnytter han et solidt tematisk materiale ved hjælp af rigt billedsprog. Serenadens musik flyder let og naturligt med en følelse af umiddelbarhed, dens karakter idyllisk og fredfyldt. Et typisk træk ved kompositionen er dens hyppige imitation af temaer i forskellige stemmer. I slutningen af 1800-tallet er der en tendens til at skabe enhed i en flersatset komposition ved at lade et eller flere temaer dukke op i flere satser. Dette såkaldte cykliske princip dyrker Dvorák i serenaden ved at citere hovedtemaet i første sats før codaen i sidste sats. Serenaden i E-dur er et af komponistens mest populære og hyppigst opførte værker. Det fik sin uropførelse 10.december 1876 i Prag.

Hør serenaden her: