AF PEER KJÆR ANDERSEN

Carl Nielsens femte symfoni er skrevet i årene 1920-22 på et tidspunkt, hvor Europa i en tilstand af chok og desillusion stadig oplevede eftervirkningerne af den Første Verdenskrig. De gamle strukturer var brudt sammen og troen på stadigt fremskridt havde fået et grundskud. På mange måder afspejler den femte symfoni disse tendenser. Værket er i to store satser i modsætning til de gængse fire, ligesom melodikken ikke længere følger den sædvanlige opdeling i fire- og ottetakts perioder. Tonaliteten afviger også fra den traditionelle dur og mol, ikke således at musikken bliver atonal, men således at flere tonearter støder sammen i en form for polytonalitet. Temaerne får også et mere frit forløb, de regelmæssige og tydeligt leddelte former forlades til fordel for en organisk vækst, og selve temaerne opstår fra løsrevne fraser, der efterhånden samler sig til fastere former.

Allerede ved premieren var anmelderne klar over, at man her stod over for et højdepunkt i Nielsens produktion, og også i udlandet fik symfonien megen anerkendelse, således har adskillige store dirigenter haft den på repertoiret. Mest berømt var nok Leonard Bernsteins indspilning fra 1960’erne, som blev lanceret under slagordet ”The Drama of Denmark”. Et eksempel på denne dramatik er den berømte lilletrommesolo, hvor slagtøjsspilleren instrueres i at spille, som om han for enhver pris vil forstyrre musikken. Denne konflikt mellem lilletromme og orkester er ofte blevet tolket som et billede på krigens kaos og de destruktive kræfter i samfundet. Nielsen selv afviste en så fast fortolkning, men betonede, at symfonien omhandlede ”det levende”, kampen for at fastholde liv og mening. Det er en symfoni, der ikke er let tilgængelig, men til gengæld er den et billede på menneskelig kamp, på vilje og livskraft, og afslutningen på værket er en af de mest jublende finaler, man kan tænke sig. Symfonien står som et monument over det moderne menneskes vilkår, og det gør den lige så stærkt i dag som for hundrede år siden.

Hør værket her:

Og her er den berømte trommesolo: