AF PEER KJÆR ANDERSEN

Læren om de fire temperamenter opstod hos antikkens grækere. Den antager, at der er fire temperamenter, hvoraf et er særligt dominerende hos det enkelte menneske. Det sangvinske temperament er optimistisk, det melankolske tungsindigt, det koleriske heftigt og det flegmatiske sindigt. Op igennem historien har temperamenterne været knyttet til fire kropsvæsker, men også til planeterne, ligesom de har spillet en stor rolle i de forskellige kunstarter.

Kort før sin død i 1931 blev Carl Nielsen opfordret til at skrive en programtekst til en opførelse af den anden symfoni. Det resulterede i en detaljeret beskrivelse af musikkens forløb og indledtes med følgende historie om baggrunden for værket:

“Anledningen til symfonien fik jeg for mange år siden i en landsbykro på Sjælland. Der hang på væggen i det værelse, hvor jeg sammen med min kone og nogle venner drak et glas øl, et højst komisk koloreret billede, som var inddelt i fire felter, hvori ”Temperamenterne” var fremstillet og forsynet titler….Mine venner og jeg morede os hjerteligt over billedernes naivitet, deres overdrevne udtryk og komiske alvor.”

Men noget i oplevelsen havde alligevel bundfældet sig, for komponisten vendte gentagne gange tilbage til billederne og det gik op for ham, at disse tarvelige billeder indeholdt en slags kerne eller ide. Nogen tid efter begyndte han så at udarbejde første sats af symfonien med udgangspunkt i billederne, men som han skriver: ”Jeg måtte passe på, at den ikke fægtede i den tomme luft og håbede naturligvis på at mine tilhørere ikke kom til at le, så skæbnens ironi skulle ramme mig i sjælen.”

I sin gennemgang af symfonien betoner han stærkt, at der ikke er tale om egentlig programmusik. Der er ikke noget handlingsforløb, men til gengæld en overbevisende skildring af de klassiske fire temperamenter. I omtalen af den tredje sats skriver han. bl.a.: ”Her som altid i tonernes verden er en titel eller et program kun en pegepind. Det, komponisten vil, har mindre betydning end det, tonerne ud fra sig selv, fra musikkens inderste væsen, forlanger og gør krav på.” I forlængelse heraf har Carl Nielsen heller ikke givet satserne overskrifter, men til gengæld brugt de italienske navne for temperamenterne i tempobetegnelserne.

Symfonien blev skrevet i løbet af 1901 og værket blev første gang spillet i december 1902. Den fik en velvillig modtagelse af såvel publikum og presse og er sammen med den tredje symfoni den mest spillede af Nielsens symfonier.

Hør første sats her:

Anden sats:

Tredje sats:

Fjerde sats:

Hør symfonien i sin helhed: