AF PEER KJÆR ANDERSEN

Dmitri Sjostakovitjs navn forbindes ofte med dystre værker præget af angst, mørke og politisk spænding. Men midt i denne atmosfære står den anden klaverkoncert som et lyrisk intermezzo, fuld af poesi, men også med en let barsk form for humor.

Værket er skrevet i 1957, fire år efter at Sjostakovitjs onde ånd, Josef Stalin, var afgået ved døden. Med en form for tøbrud under Khrusjtjov var der større kunstnerisk frihed og mindre politisk pres fra myndighedernes side, men den vigtigste årsag til koncertens tilblivelse er dog ikke politisk. Den blev skrevet som en fødselsdagsgave til komponistens søn Maxim, der som nittenårig var i gang med at afslutte sine klaverstudier ved Moskva Konservatorium. Værket blev uropført ved Maxims afsluttende eksamen, som blev overværet af faderen selv.

Der er mange træk i koncerten, der afslører det nære forhold mellem far og søn. Dmitri var selv uddannet pianist, og han var sig fuldt bevidst om, at koncerten skulle kunne spilles af en ung pianist. Han har derfor undgået de store tekniske krav, man ofte finder i de store romantiske koncerter, og har til gengæld satset på gennemsigtighed, klarhed og rytmisk spændstighed. Pædagogikken ligger og lurer lige under overfladen; blandt andet har Sjostakovitj “lånt” nogle spillefigurer fra den franske klaverpædagog Hanon. De dukker op flere steder, især i sidste sats, som et tjek på, om sønnen nu har gjort sit hjemmearbejde ordentligt.

Den første sats indledes med et sorgløst tema, og efter endnu et par enkle temaer går det ud over stepperne med en vitalitet og en ungdommelig energi uden lige. Efter en kadence med mindelser om Bachs tostemmige inventioner slutter første sats brillant.

Det sker ikke så tit, at et nyere stykke musik bliver allemandseje, men det er faktisk tilfældet med den langsomme anden sats. Der går næppe en uge, uden at man hører den i P2’s morgenmusik, og den er en af Sjostakovitjs mest spillede satser. På en baggrund af dæmpede strygere udfolder klaveret en af komponistens mest enkle og smukke melodier. Her er der ingen antydning af sarkasme eller politisk stillingtagen, men en varm kærlighedserklæring til sønnen og et øjebliks fred midt i en turbulent verden. Musikken er tidløs og hviler helt i sig selv.

Kontrasten er derfor stor, når den sidste sats vender tilbage til den virtuose og udadvendte, legende stil. Med sprælske rytmer, ofte i 7/4-takt, er vi tilbage i en mere satirisk tone. Musikken er sprudlende og fuld af overraskelser og danner en effektfuld afslutning på en af det 20. århundredes mest populære klaverkoncerter – et værk, der viser Sjostakovitj ikke som en dommedagsprofet eller politisk martyr, men som en stor pædagog og melodiker og først og fremmest en kærlig far.

Hør koncerten her: