AF PEER KJÆR ANDERSEN

I 1934 blev Sjostakovitjs opera Katerina Ismailova uropført med stor succes i Leningrad og i den følgende tid spillet adskillige steder både i og uden for Rusland. Alt synes at pege på et hit fra komponistens side. Men træerne voksede ikke ind i himlen. I 1936 overværede Stalin en opførelse af værket, som han var meget utilfreds med. Det resulterede i en artikel i Pravda, hvor Sjostakovitj fik en sønderlemmende kritik. ”Fuskeri i stedet for musik” lød overskriften på, og det skortede ikke på nedsættende og fordømmende meninger. Bl.a. hed det: ”Hvis komponisten ved et tilfælde skulle glide ind i en enkel, forståelig melodi, bliver han skræmt af denne ulykke og dukker hovedkulds ned i forvirringen igen.”

For en vestlig komponist ville en sådan anmeldelse nok være ubehagelig, men for en sovjetisk tonekunstner var det noget nær en katastrofe. Værket blev taget af plakaten og Sjostakovitj mistede sin position blandt russiske komponister. Han kom i unåde hos Stalin og stod nu pludselig i fare for at blive udelukket fra musiklivet. Under disse omstændigheder skrev han sin femte symfoni, som blev uropført 1. november 1937. I New York Times kunne man dagen efter læse følgende: ”Sovjetkomponist genvinder sin position. Dmitri Sjostakovitj, som faldt i unåde for et par år siden, er på vej til at blive rehabiliteret. Hans nye symfoni blev hilst med jubel af publikum.” I den sovjetiske presse blev der heller ikke sparet på de rosende ord om den fortabte søn, der nu var vendt tilbage på den rette vej.

Det var en vanskelig opgave, Sjostakovitj havde stillet sig. Dels skulle musikken leve op til sovjetregeringens krav om letfattelig musik for folket, dels skulle komponisten undgå at gå på kompromis med sine egne ideer, og det dilemma løste Sjostakovitj på sin egen måde. Selv siger han om værket: ”Hovedpersonen i min symfoni er mennesket med alle sine følelsers mængde. De dramatiske og intense indslag i de første satser finder deres forløsning i lyssyn og glæde i finalen.”

De tre første satser er præget af en dyb alvor, men også med en nogle steder slet skjult ironi, især i andensatsen. Den tredje sats er værkets tyngdepunkt. Med sine vidtspundne melodilinier får den karakter af en sørgemarch, som udtrykker de menneskelige lidelser under Stalins regime.

Sidstesatsen er tilsyneladende en triumferende march, men glæden er ikke løssluppen, den virker mere som dikteret af regimet end af hjertet.

Symfonien er et af de væsentligste værker i 20. århundrede og viser tydeligt, hvordan musikken kan tilpasses til at opfylde en regerings krav, mens den samtidig udtrykker komponistens kritik. Det er en genial løsning på et generelt problem.

Hør hele symfonien her: