AF PEER KJÆR ANDERSEN

De første år af Dvoráks tilværelse var lidet glorværdige. Han måtte i mange år ernære sig som orkesterviolinist og organist ved siden af sin kompositionsvirksomhed, som ikke var genstand for større opmærksomhed. Først som 32-årig slog han igennem med et værk for kor og orkester, hvilket førte til et statsstipendium og en anbefaling fra Johannes Brahms til musikforlæggeren Simrock. Her fik Dvorák til opgave at komponere en række danse i slavisk stil, og hermed var hans popularitet grundlagt og hans navn slået fast i det europæiske musikpublikums bevidsthed. En række af hans værker blev nu udgivet, og overalt i Europa blev han efterspurgt som dirigent af sine egne værker, ikke mindst i London, som han besøgte ikke mindre end ni gange.

Han fik adskillige ærestitler, og i slutningen af det 19. århundrede nåede hans ry også over Atlanten. I 1893 blev han tilbudt jobbet som direktør for det amerikanske Nationalkonservatorium i New York, hvor han blev hyldet som en af tidens største komponister. Han blev i USA i 3 år, og fra den tid stammer nogle af hans mest elskede og kendte værker, bl.a. cellokoncerten, strygekvartetten i F-dur og hans sidste symfoni, den niende, med titlen ”Fra den nye verden”.

Med dette værk ville Dvorák bringe sin hyldest til det land, som så gæstfrit havde modtaget ham, og hvor han modtog inspiration fra mange kilder. Trods titlen er der ikke tale om egentlig programmusik, snarere om et værk, der er farvet af de mange indtryk, Dvorák har modtaget dels fra de storslåede landskaber, dels fra det pulserende storbyliv og dets mennesker. Man har hæftet sig ved den forholdsvis enkle frasering i symfonien og dens brug af mange pentatone – femtonede – motiver, og deraf sluttet, at Dvorák skulle have benyttet sig af ”indianske” temaer og negro spirituals. I et brev til en ven skriver han:

Hermed sender jeg dig Kretschmars analyse af symfonien, men udelad hans vrøvl om, at jeg har brugt ”indianske” eller ”amerikanske” motiver. Det er usandt. Jeg har kun forsøgt at komponere i disse melodiers ånd”. Den engelske analytiker Torvey skriver parallelt hermed: Dvoráks frasering var primitiv, bøhmisk og barnlig, før han tog til Amerika…. og den pentatone skala findes overalt fra Kina til Peru.

Nok er det at konstatere, at de ny stiltræk, som Dvorák får inspiration til i Staterne, passer svært godt ind i hans eget oprindelige tonefald, som trods mange nye tiltag skinner igennem i symfonien.

Den fremstår som et usædvanligt helstøbt værk, med sit eget helt karakteristiske udtryk. Eller med Gerhard Schepelerns ord: Dens tonesprog er med sin skiften mellem tungsindig længsel og frejdig energi, med sine pittoreske detaljer og sin svagt eksotisk farvede melodik af en sådan art, at den let kan lede tanken både til svunden tiders prærievidder og primitive nybyggerliv og til senere tiders rastløse udvikling og dristige foretagsomhed.

Symfonien hører sammen med cellokoncerten og de slaviske danse til de mest spillede af Dvoráks værker. Især har andensatsen af symfonien opnået stor popularitet. Den er et godt eksempel på, hvorledes komponosten med meget enkle virkemidler opnår en stærk farvevirkning og et intenst følelsesindhold. Hør den vidunderlige sats her:

Eller hør hele symfonien her: