Elgar og en hund i vandet

Elgar og en hund i vandet

AF LEIF V.S. BALTHZERSEN

Edward Elgars Enigma-variationer er musikalske skildringer af mennesker, som komponisten kendte. Men ud over menneskerne er der faktisk også en hund. Den hed Dan, var en bulldog, og var ejet af George Robertson Sinclair, som var organist ved katedralen i Hereford. Hunden er med i begyndelsen af værkets 11. variation, ”G.R.S.”, og her skal man virkelige holde tungen lige i munden: I løbet af omtrent 10 sekunder hører man, at organistens hund falder i floden (faldende strygerfigur), padler rundt og forsøger at få fodfæste (fagotter og kontrabasser), redder sig i land på den anden side (hurtig udgave af variationstemaet i blæserne, omkranset af strygere) og gør af glæde (en drejefigur i klarinetter, fagotter, horn og dybe strygere). Den følgende musik efter disse fem takter er egentlig en variation over denne hændelse – man må formode at både hunden og dens herre er tilstede i resten af denne meget korte sats.

Her poserer George Robertson Sinclair og hans hund Dan for fotografen:

Enigma-variationerne er et højt elsket værk. Det sted i Hereford, hvor bulldoggen Dan faldt i floden Wye, har fået en træskulptur og en mindeplade. Det hedder sig, at Elgar og hans ven Sinclair var ude og spadsere, da Dan faldt i vandet, og Sinclar skal have sagt til Elgar: ”Prøv at sætte det i musik”, hvilket han så har gjort…

Wikimedia Commons, Colin Cheesman

Elgar var selv en hundeven, og her er han sammen med sine hunde Marco, Mina and Meg:

Og så en kuriositet, et morsomt tilfælde: Elgar indspillede selv sine Enigma-variationer, og denne indspilning udkom – ligesom flere andre af hans indspilninger – på det engelske pladeselskab HMV, dvs. His Masters Voice, der som bekendt havde en hund med navnet Nipper som logo og reklamefigur:

Om forfatteren

Leif V.S. Balthzersen er mag.art. i musikvidenskab, forfatter, foredragsholder og tidligere musikchef for Aarhus Symfoniorkester og Sønderjyllands Symfoniorkester. Han har skrevet værknoter for Aarhus Symfoniorkester siden 1989 og har bl.a. udgivet bøgerne Når musikken fortæller. En koncertfører til 75 klassiske værker og Opera. 90 værker akt for akt på Aarhus Universitetsforlag.