AF PEER KJÆR ANDERSEN

Anton Bruckner (1824-1896) var en særegen personlighed. Han levede et stille liv som domorganist i Linz og havde et ry som en fremragende orgelspiller. Som komponist var han derimod længe overset og først mod slutningen af hans liv begyndte hans værker at blive spillet mere hyppigt. Det var faktisk først efter hans død, at han blev anerkendt som en af romantikkens største mestre. Hans væsentligste værker er ni symfonier og en række kirkelige korværker, hvor han bl.a. viser sine store indsigt i kontrapunktik. Han havde rødder i den østrigske folkemusik og hans dybe religiøsitet kommer ofte til udtryk i visse koralagtige temaer. I hans melodik og den kromatiske harmonik mærker man tydeligt organisten, men også en kraftig påvirkning fra Richard Wagner.

Bruckners symfonier er blevet genstand for adskillige omarbejdninger, nogle foretaget af komponistens selv, andre af velmenende udgivere og dirigenter for at sikre værkerne en større udbredelse. Der er generel enighed om, at udgivernes ændringer hverken var berettigede eller hensigtsmæssige. De medvirkede i højgrad til at svække værkernes egenart, og i dag spiller man – så vidt det er muligt – de originale udgaver

Bruckner begyndte arbejdet på den fjerde symfoni Den romantiske i 1873, og partituret var færdigt i november året efter. Alligevel blev værket først opført i november 1881, og i mellemtiden havde Bruckner foretaget en omarbejdelse, hvor den oprindelige tredjesats blev erstattet med en frisk ”jagtscherzo”. Det er et af Bruckners mægtigste værker med en spilletid på over en time, men også et af hans mest poetiske. Ingen andre steder i hans produktion mærker man hans inspiration fra naturen så tydeligt. Især er han påvirket af skovens skønhed og dybe mystik, som har givet hans fantasi næring, og symfonien omtales da også ofte som ”Skovsymfonien”.

Symfonien har fire satser og den første indledes med en hornsolo med pastoral karakter, som fører os ind i et naturskønt og idyllisk landskab. Med vanlig ro og omhyggelighed opbygges efterhånden et imponerende højdepunkt, domineret af storslået ro. Den anden sats er mere dyster og eftertænksom, de dybe strygere skaber en atmosfære af melankoli og drømmeri. Denne alvorlige stemning bortvejres dog brat i tredjesats. Her lyder muntre hornklange, der fremmaner en munter stemning af jagt og spænding. I sidste sats samles trådene op fra de tre første satser, og symfonien ender med en pompøs afslutning af storladen karakter.

Symfonien er den hyppigst spillede af Bruckners symfonier, og den repræsenterer en romantisk periode, hvor natur, mystik og følelser er i højsædet. Trods sin kompleksitet har værket et stort publikum, ikke mindst på grund af den række af fremragende indspilninger, der er til rådighed i dag.

Hør ”Jagtscherzoen” her:

Hør hele symfonien her: