AF PEER KJÆR ANDERSEN

Når man i daglig tale nævner Tjajkovskijs klaverkoncert, er der normalt underforstået den første koncert i b-mol, men Tjajkovskij har faktisk komponeret tre koncerter for klaver. Den første er langt den mest populær, den tredje er af flere kritikere betegnet som tom kling-klang, men den anden koncert i G-dur er et højst originalt værk med en række træk, der gør den til et fascinerende værk i Tjajkovskijs produktion.

Koncerten blev komponeret i 1879–1880 og består af tre satser: Allegro brillante, Andante non troppo og Allegro con fuoco. Den er tilegnet Nikolaj Rubinstein, den berømte russiske pianist. Han havde reageret meget kritisk på Tjajkovskijs første klaverkoncert, men forholdet mellem de to mænd blev senere forbedret og Rubinstein havde håbet på at kunne stå for uropførelsen af koncerten. Han døde desværre, før koncerten nåede at blive uropført, og den første opførelse fandt sted i New York den 12. november 1881 med pianisten Madeline Schiller som solist.

Første sats er koncertens længste og mest virtuose. Efter en orkesterintroduktion i den store romantiske stil sætter klaveret ind og etablereren en energisk og festlig dialog med orkestret. I den klassiske koncerttradition er der i slutningen af en sådan sats en solokadence, hvor pianisten kan udfolde sin tekniske kunnen. Der er også en kadence i denne koncert, men det usædvanlige er dens placering nogenlunde midt i satsen. Den fungerer derfor ikke blot som en traditionel demonstration af pianistens virtuositet, men som et dramatisk højdepunkt i selve den musikalske form. Klaverpartiet er i øvrigt meget krævende med hurtige, virtuose passager og bredt anlagt akkordspil, og Tjajkovskij lader ofte klaver og orkester spille hver for sig, hvilket giver satsen en rapsodisk karakter.

Den store overraskelse kommer imidlertid i andensatsen. Her får violin og cello usædvanligt fremtrædende roller. De indleder satsen med en sjælfuld dialog og optræder senere sammen med klaveret, hvilket næsten får satsen til at udvikle sig til en lille tredobbelt koncert. Det er et usædvanligt træk i en klaverkoncert og giver musikken en intim og lyrisk karakter. Den hektiske virtuositet er afløst af en varm, melodisk og næsten nostalgisk stemning.

Efter den rolige andensats vender energien tilbage i finalen, som er præget af fremdrift, rytmisk energi og virtuositet. Hvor første sats især demonstrerer værkets store form og klaverets tekniske muligheder, fungerer tredje sats som en energisk afslutning, hvor solist og orkester igen forenes i et mere traditionelt koncertant samspil.

Tjajkovskijs anden klaverkoncert er ikke blot en mindre kendt lillebror til den berømte første koncert. Den er et ambitiøst og personligt værk, hvor virtuositet, lyrik og kammermusikalsk følsomhed mødes. Selv om værket aldrig har opnået samme status som den første klaverkoncert, er det netop dets særpræg, der gør det værd at genopdage. Den anden klaverkoncert viser Tjajkovskij som en komponist, der tør gå sine egne veje – også når resultatet bliver mere komplekst og mindre umiddelbart tilgængeligt.

Hør koncerten her:

Anden sats begynder ved 20:30 og tredje sats ved 33:00