AF LEIF V.S. BALTHZERSEN

Den 24. september 2026 opfører Aarhus Symfoniorkester Antonín Dvoráks 7. symfoni. Dvorák blev i 1884 æresmedlem af Philharmonic Society. I den forbindelse blev han bedt om at skrive en symfoni, som skulle opføres i London, hvor han selv skulle dirigere. Det blev til den 7. symfoni, og den blev uropført den 22. april 1885 med stor succes. ”Lad det straks og utvetydigt siges, at det nye værk til fulde indfriede de højeste forventninger, man havde til det”, skrev avisen The Athenaeum. Dvoráks musik var meget populær i England, og dette var hans tredje besøg i landet. I løbet af sit liv kom han til England hele ni gange.

I samme år som uropførelsen af den 7. symfoni bragte avisen London Sunday Times den 10. maj et interessant interview med Dvorák:

Intervieweren, Paul Pry, indleder med at skrive: Der er blevet skrevet adskillige korte skildringer af Antonín Dvoráks liv, siden han besøgte dette land første gang for et år siden, men vi har endnu ikke fået en samlet fremstilling af de begivenheder, der udgør hans enestående og interessante karriere. Jeg har haft det held under hans nuværende ophold at få en mundtlig beretning om disse begivenheder fra den berømte bøhmiske komponist.

Jeg blev født, sagde Mr. Dvorák, i 1841 i Mühlhausen, eller, som vi kalder det i Bøhmen, Nelahozeves, en landsby fire miles fra byen Pralup. Mine forældre var fattige. Min far (som stadig lever) var slagter og forenede, som det ofte er tilfældet i vort land, sit almindelige erhverv med at være værtshusholder. Jeg hjalp ham med begge dele, for allerede som dreng lærte jeg at købe, slagte og partere får og okser. Samtidig gik jeg i landsbyskolen, hvor jeg lærte violin og sang samt musikkens grundlæggende elementer.

Ethvert barn i Bøhmen skal studere musik. Loven, der foreskriver dette, er gammel; den blev ophævet engang, men er nu igen trådt i kraft. Heri mener jeg, at en af de store hemmeligheder bag den naturlige musikalske begavelse i mit land ligger. Vore folkemelodier og salmer kommer, så at sige, lige fra folkets hjerte, og smukke er de. Jeg har til hensigt en dag at skrive et oratorium, hvori jeg vil indføre nogle af disse salmer.

Slaverne elsker allesammen musik. De kan arbejde hele dagen på markerne, men de synger altid, og den ægte musikalske ånd brænder klart i dem. Og hvor de dog elsker dansen! Om søndagen, når kirken er forbi, begynder de at spille musik og danse, og ofte fortsætter de uden ophør til tidligt næste morgen. Hver landsby har sit eget orkester på otte eller ti musikere – jeg sluttede mig til vores, så snart jeg kunne spille lidt på violin.

Det underholdes af de dansende, som ikke betaler noget for at komme ind, men midt i deres polka eller vals bliver et par standset af en af musikerne og får ikke lov til at fortsætte, før de har betalt så mange kreuzere, som de har råd til. Når det hele er forbi, deler orkestret deres indtjening mellem sig, og min andel blev naturligvis straks afleveret til min far.

Da jeg var tretten år, flyttede jeg ind hos min onkel i landsbyen Zlonice […]. Dér studerede jeg hos skolelæreren og organisten Anton Liehmann, en dygtig og begavet musiker. Jeg bør fortælle, at enhver skolelærer i Bøhmen er forpligtet til at kende musik tilstrækkeligt til at kunne undervise i det.

Nå, jeg sang i koret og begyndte så småt at lære orgelspil. […]

Intervieweren: Hvornår begyndte De for alvor at studere?

Ikke endnu. Men mens jeg boede hos min onkel, fortsatte jeg på min egen måde med at tilegne mig musikalsk viden. Da jeg var femten, begyndte jeg at lære klaver og kontrapunkt. Som jeg allerede har fortalt Dem, var Liehmann en fremragende musiker, men han overlod det til sine elever selv at finde ud af en stor del. […]

Til sidst overtalte min fars venner ham til ikke at oplære mig i forretningen, men til at sende mig til Prag, så jeg dér kunne studere for alvor. I 1857 tog jeg af sted og boede hos nogle slægtninge, mens jeg hjemmefra modtog det beskedne beløb på 8 floriner [omkring 15 shilling] om måneden til mit ‘underhold’. Jeg blev anbragt på Organistskolen. […] Det var nu, jeg for første gang hørte om Mozart, Beethoven og Mendelssohn som instrumentalkomponister; tidligere havde jeg faktisk knap nok vidst, at de to sidstnævnte havde eksisteret.

Jeg lærte dog fortsat ikke instrumentation på skolen. Den første rigtige orkesteropførelse, jeg nogensinde hørte – jeg vil aldrig glemme det – var en prøve på konservatoriet, hvor det på en eller anden måde lykkedes mig at snige mig ind. Værket, der blev opført, var Beethovens ’Korsymfoni’, og dirigenten var Spohr.”

Intervieweren: Hvor længe blev De på skolen?

“Knapt tre år. Jeg forlod den i 1860, da jeg var nitten, og så opstod det vigtige spørgsmål: Hvordan skulle jeg tjene til livets ophold?

Nå, på den måde tjente jeg den enorme sum af 22 floriner […] om måneden, hvilket dengang var en lille formue for mig; men jeg forøgede den ved at spille sammen med vores kapelmester i sekstetopførelser på et sindssygehospital, hvor jeg med tiden også blev organist.

Jeg havde ikke meget tilovers til luksus, og frem for alt længtes jeg efter at høre en opera. Jeg husker en søndag eftermiddag, hvor jeg stod uden for teatret, da Der Freischütz blev annonceret. Det kostede kun ti kreuzere […] at komme ind, og jeg havde ikke pengene. En kammerat kom hen, og jeg bad ham låne mig så meget. Han var lige så dårligt stillet som jeg selv, men sagde, at han ville løbe hen og hente det, jeg havde brug for. Jeg ventede og ventede, men ak! Han kom ikke tilbage, og til sidst måtte jeg forlade stedet med øjnene fulde af tårer uden at have set Der Freischütz. Men fra tid til anden lykkedes det mig at høre en god koncert. Det gjorde jeg ved at snige mig ind i orkestret og gemme mig bag trommerne. Jeg morede mig også ved at bruge det meste af min fritid på at komponere. […]

Først prøvede jeg at se, hvad jeg kunne gøre som violinist, og fik en plads som bratschist i et orkester på atten eller tyve mand, som spillede på forskellige caféer og offentlige steder og udførte de sædvanlige danse, potpourrier og ouverturer […].

Dvorák fortsætter med at fortælle om sin gradvise vej frem til at få stipendier, blive organist i Prag, blive gift og få værker opført og trykt, og han slutter det britiske interview med følgende:

”Således blev jeg gennem venlig hjælp fra alle sider sat ind på den vej, der førte til den succes, som jeg er så taknemmelig for. Og lad mig ikke slutte uden at fortælle Dem, hvor dybt jeg værdsætter den velkomst, som det engelske folk har givet mig selv og mine værker.”

Uddragene er oversat fra den omfattende, officielle hjemmeside om Dvorák, hvor man også kan læse dette og et senere interview i deres helhed.