AF LEIF V. S. BALTHZERSEN

Den 13. december 2024 opfører Aarhus Symfoniorkester Mozarts requiem. Værket indtager en særstilling blandt de mange requiem-kompositioner, der er lavet igennem århundrederne. For det første i kraft den vidunderlige musik, som er højt elsket af både publikum og de udførende. Og for det andet i kraft af tilblivelseshistorien: Dødsmessen blev Mozarts sidste værk og blev skrevet, kort før den kun 35 år gamle komponist selv døde og blev tilmed bestilt under ”mystiske” omstændigheder, der har affødt mange legender.

Historien er følgende: I juli 1791 bestilte grev Walsegg zu Stuppach en dødsmesse hos Mozart. Bestillingen forgik anonymt pr. sendebud/mellemmand, og Mozart fik et betydeligt forskud på dette værk. Grevens hustru var død året før, og han ville have et requiem for hende. Grev Walsegg zu Stuppach var selv amatørmusiker, og når han på sit slot opførte musik, udgav han ofte værkerne for at være hans egne – det havde han muligvis også tænkt sig at gøre mht. dødsmessen.

Arbejdet med messen skred imidlertid langsomt frem, fordi Mozart på samme tid arbejdede på to andre, meget store værker, nemlig operaerne Titus og Tryllefløjten. I efteråret 1791, efter at Titus og Tryllefløjten var blevet uropført, intensiverede Mozart arbejdet på dødsmessen, men da han døde den 5. december 1791, var værket ikke fuldendt. Der er utallige teorier om årsagen til Mozarts død – dusinvis af sygdomsforslag samt forgiftninger, mord og konspirationsteorier.

Mozart-familien havde altid brug for penge, og Mozarts enke, Constanze, fik derfor Mozarts elev, Franz Xaver Süssmayr, til at fuldende værket, så bestilleren kunne få det leveret, og så bestillingshonoraret ikke ville skulle tilbagebetales. Süssmayrs håndskrift lignede Mozarts noget, så det var først i 1800-tallet, at man opdagede, at ikke hele kompositionen var af Mozart selv.

Mozarts requiem blev hurtigt et af hans mest populære værker. Legenderne om det mystiske sendebud – var det et sendebud fra Døden, der bestilte en dødsmesse? – om forgiftninger, om Mozarts arbejde på dødslejet, om hans egne forudanelser om døden og så videre tog fart i det romantiske 19. århundrede, og de har holdt sig til i dag, hvor de f.eks. behændigt er kombineret med realiteterne i den britiske forfatter Peter Shaffers skuespil Amadeus (1979).

Biografgængere verden over har i den mesterlige filmatisering af skuespillet, Amadeus fra 1984, set Mozart (Tom Hulce) diktere sit requiem fra sengelejet – ikke til eleven Süssmayr, men til ”rivalen”, komponistkollegaen Antonio Salieri (F. Murray Abraham), og der er grædt mange tårer over dødsscenen:

Nogle har måske set den gamle, tyske film Wen die Götter lieben (1942). Her synger et par sangere skitser til requiemmet ved Mozarts dødsleje – således som det er overlevet, at det måske har fundet sted. Der er også blandet en kærlighedshistorie ind i den i filmens i tidens stil noget højstemte dødsscene:

Det er samme situation med musikere ved dødslejet, der er gengivet i den britiske, romantiske maler Henry O’Neils person- og detaljerige maleri The Last Hours of Mozart fra 1849:

(Wikimedia Commons)

Det er også denne situation, man ser på en gammel reklame for bouillon (!) fra firmaet Liebig, som er kendt for sine utallige, forskellige samlemærker:

På nedenstående victorianske oliemaleri er Mozart i færd med at komponere sit requiem på dødslejet, mens hans hustru Constanze i en alt andet end historisk korrekt klædedragt støtter ham. Den smukke udsigt fra vinduet har ikke meget med den indre by i Wien at gøre:

William James Grant: Mozart Composes his Requiem, 1854

Den østrigske maler Eduard Friedrich Leybolds litografi fra 1857 Ein Moment aus den letzten Tagen Mozarts, dvs. et øjeblik fra Mozarts sidste dage, efter et maleri af Franz Scham, viser i et uhistorisk interiør en bedende kvinde i baggrunden til venstre, en person (en musiker eller eleven Süssmayr?) ved Mozarts side, og en person (en læge?), der kommer ind ad døren til højre:

(Wikimedia Commons)

I Nikolaj Rimskij-Korsakovs fine, lille opera Mozart og Salieri (1898) med tekst fra Mozart-beundreren Pusjkins vers-drama (1830) af samme navn spiller Mozarts requiem en stor rolle. Værket bliver endda også citeret i Rimskij-Korsakovs musik, da Mozart på et klaver spiller noget requiemmet for Salieri. Salieri, der på dette tidspunkt har kommet gift i Mozarts vin, bliver meget bevæget over musikken, og det mærkelige er, at blot de få takter, man i operaen hører fra requiemmet også virker meget bevægende på tilhørerne. Mozart og Salieri er senest opført herhjemme af Aarhus Sommeropera i august-september 2024:

Salieri (Teit Kanstrup) og Mozart (Christian Damsgaard) – (Foto: Pernille Bering for Aarhus Sommeropera)

Der er mange andre fantasifulde og populære fremstillinger, der har med dødslejet at gøre. Alle disse fiktioner er udtryk for Mozartbeundringen og er så at sige uskadelige i forhold til den vidunderlige musik, der udmærket lever i kraft af sig selv.