Hvad laver et vidunderbarn? – Mendelssohn i 1823

Hvad laver et vidunderbarn? – Mendelssohn i 1823

AF LEIF V.S. BALTHZERSEN

Den 2. oktober 2026 opfører Aarhus Symfoniorkester Felix Mendelssohns 10. sinfonia for strygere. Værket er komponeret i 1823 – Mendelssohn var 14 år gammel på dette tidspunkt! Der eksisterer i alt 12 nummererede af disse små strygersymfonier.

Mendelssohn var et vidunderbarn. Og han var særdeles flittig hele livet igennem. Hvad får sådan et vidunderbarn så tiden til at gå med? Ja, ud over at gå i skole og lære almindelige færdigheder samt at få musikundervisning (begge dele grundigt og privat i det velhavende hjem), at øve sig på klaver og violin, at spille musik og at deltage i det store familieliv, der var hos familien Mendelssohn, så komponerer drengen også. Lad os bare se på de nævnte år, 1823.

I dette år komponerer Felix blandt andet en koncert for to klaverer til sin elskede søster, Fanny, og sig selv, formodentlig en fødselsdagsgave til hende (året efter komponerer han yderligere sådan en dobbeltkoncert). Den sprudlende musik viser, hvor gode pianister de to søskende var:

Felix skriver også en koncert for violin og klaver i 1823. Uropførelsen fandt sted ved en af de private koncerter med indbudt publikum i Mendelssohn-familiens hjem med Felix ved klaveret og hans violinlærer og ven Eduard Rietz på violinen. Små to måneder senere spillede de to den også ved en offentlig koncert i Berlin. Der er tale om krævende solistpartier, hvilket for eksempel finalesatsen vidner om:

Den yderst produktive Mendelssohn komponerer i dette år også en klaverkvartet (hans nummer to!), en strygekvartet, en violinsonate, et Kyrie, lieder nogle klaverværker og tre orgelværker og sin fjerde, lille opera.

Her er lieden ”Ich denke dein“:

Her er kammermusik, den sprælske finale fra klaverkvartet nr. 2:

Og her er a cappella-kirkemusik, et Kyrie i c-mol:

I disse ungdomsværker, hvoraf flere først er genfundet og genopført i vor tid, mærker man naturligvis den tradition og de forbilleder, som Mendelssohn bygger sin musik på. Mange af værkerne er imidlertid værd at lytte til og værd at opføre, også som mere end eksempler på, hvad den senere så berømte Mendelssohn skrev som barn.

Til alt det ovennævnte i året 1823 kommer nogle strygersymfonier, nemlig sinfonia nr. 9, 10, 11, og 12. Her er til slut så den korte 10. sinfonia, som Aarhus Symfoniorkester opfører. (Ved samme koncert opfører orkestret Niels W. Gades violinkoncert. Gade og Mendelssohn blev meget gode venner, men det er en anden historie):

Om forfatteren

Leif V.S. Balthzersen er mag.art. i musikvidenskab, forfatter, foredragsholder og tidligere musikchef for Aarhus Symfoniorkester og Sønderjyllands Symfoniorkester. Han har skrevet værknoter for Aarhus Symfoniorkester siden 1989 og har udgivet en række bøger om klassisk musik, hvoraf den nyeste er Mozarts klaverkoncerter – En invitation til at lytte på Aarhus Universitetsforlag.