AF LEIF V.S. BALTHZERSEN

Italien og opera er næsten synonymer. Den 19. og 20. marts 2026 opfører Aarhus Symfoniorkester en operagalla med musik fra 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Det er helt ufatteligt, så mange operaer, der blev komponeret i Italien på dette tidspunkt. Italienske komponister komponerede operaer, operaer og operaer og næsten ikke noget andet. Hvis de endelig komponerede noget andet, for eksempel kirkemusik, lød det såmænd også som opera! Opera er en fast og bredt elsket del af italiensk kultur.

Men ét er at opleve operamusikken i operahusene, noget andet er at høre den uden for operahusene. Dengang var der selvsagt ikke de rige muligheder for CD’er eller streaming, som vi har i dag, men alligevel fandt den højt elskede operamusik vej ud af operahusene. Hvis man ville genhøre musikken, eller hvis man ikke havde råd til at købe en operabillet, kunne man alligevel få musikken at høre.

Man kunne spille (og eventuelt synge) musikken derhjemme, for nodeforlagene solgte stribevis af klavernoder i mange forskellige sværhedsgrader.

Militærorkestrene spillede rundt om på byens pladser og i parker, og blandt deres repertoire var også udtog af operaer i arrangementer, der passede til deres besætning. Operamusik bliver på den måde allemandseje. Her er den berømte arie ”Casta diva” fra Bellinis opera Norma, spillet af et gendarmorkester i flotte uniformer:

Optog i byerne blev også ledsaget af musik, heriblandet operamusik. Et ”banda musicale” førte an i festoptog og kirkelige processioner. Disse især blæserorkestre var allestedsnærværende i Italien til offentlige koncerter, byfester, processioner, private fester osv., og musikerne spillede også en pædagogisk rolle som undervisere. Noget de stadig gør mange steder i dag. Her er det en procession i den syditalienske by Ailano, hvor orkestret spiller en march fra Rossinis opera Mosè in Egitto:

Udtog af operaer blev forvandlet til kirkemusik – noget vi ikke er vant til i Nordeuropa. Her er duetten ”Parigi, o cara” fra 3. akt af Verdis opera La Traviata transskriberet og beregnet som offertorium, dvs. til liturgien i forbindelse med nadveren i kirken:

I Luchino Viscontis filmatisering af Giuseppe Lampedusas roman Leoparden, er der en scene, hvor adelsfamilien ankommer til en gudstjeneste på Sicilien i 1860’erne. Udenfor på pladsen, hvor de modtages og hilser på byboerne, spiller et byorkester.

Det, som byens ”banda musicale” spiller her i filmklippet, er opera, nemlig de maskerede gæsters kor fra 2. akt af Verdis opera La Traviata. Og når så adelsfamilien går ind i kirken, spiller orglet et præludium, igen opera, igen fra La Traviata, nemlig Violettas alt andet en kirkelige afsked med Alfredo i 2. akt, ”Amami, Alfredo”:

På mange caféer, restauranter og hoteller var der levende musik som underholdning, ofte klaver eller klavertrio, dvs. violin, cello og klaver.

Samtidig med, at der blev snakket, spist og drukket kunne Puccinis berømte arie ”O mio babbino caro” fra operaen Gianni Schicchi lyde sådan her for klavertrio:

Eller hvad med Puccinis ”Nessun Dorma” fra operaen Turandot for cello og klaver?

Og her er den såkaldte tårnarie ”E lucevan le stelle” fra Puccinis opera Tosca i en trio med klarinet, cello og klaver. En tåreperser forvandlet til en sjæler:

Lirekasser og markedsorgler har altid spillet dagsaktueller og populære melodier, så det kan ikke undre, at man iblandt deres repertoire også finder operamelodier, her et markedsorgel, og igen er det La Traviata, der må holde for:

Denne lirekasse kan spille et potpourri af Verdi-hits, nemlig fangernes kor fra Nabucco, triumfmarchen fra Aida og ”La donna è mobile” fra Rigoletto:

Mekaniske instrumenter blev naturligvis også forsynet med operamelodier, her slutningen af Leonoras arie ”Tacea la notte” fra Verdis Trubaduren:

Der kan altså være operamusik allevegne. Slutteligt et glimt fra vore dage, hvor opera også kan bruges til fodbold, her triumfmarchen fra Verdis opera Aida: