AF LEIF V. S. BALTHZERSEN

De overordnede temaer for Aarhus Symfoniorkesters sæson 2024/25 er erkendelser og det ubegribelige eller uforklarlige. Det drejer sig om de store spørgsmål som tiden, døden, universet og genopstandelsen.

Komponisters breve er ofte en god mulighed for at lære dem at kende fra en anden side end deres musik. Brevene er på en måde en direkte kilde til personen, selvom man naturligvis altid må have for øje, at de er skrevet til en bestemt person og dermed også med en bestemt person for øje. Det behøver selvsagt ikke at være det fulde – eller rette – billede, man får, alt efter hvem brevmodtageren er.

Den 11. april 2025 opfører Aarhus Symfoniorkester et af Beethovens storværker, nemlig den 9. symfoni. Der er overleveret mange Beethoven-breve. En stor del er forretningsskrivelser, f.eks. til forlag, og disse er nyttige til datering af værker og til at få noget at vide om værkernes opståelseshistorie. Andre af brevene er meget personlige og giver et godt indtryk af Beethovens personlighed, eller i det mindste dele af hans personlighed. En af hans brevmodtagere var lægen Franz Gerhard Wegeler (1765-1848), der var en af Beethovens meget nære ungdomsvenner fra Bonn. Efter Beethovens død udgav Wegeler i 1838 faktisk en biografi om Beethoven sammen med en anden af Beethovens venner, Ferdinand Ries, der tillige havde været Beethovens elev.

Den 16. november 1801 skrev Beethoven, der nu boede i Wien, et brev til Wegeler, hvori Beethoven fortæller om sin skæbne og sine frygtelige hørelidelse (og forfærdelige kure) og sin viljestyrke. Det er passager, som senere er blevet meget berømte. Her har jeg oversat det meget interessante brev i fuldstændig form. Det er gribende og interessant læsning, også selv om man ikke kender alle de personer, som der refereres til. Mange er vant til at genkalde sig nogle af berømte portrætter af Beethoven i en moden alder. Han er faktisk kun 31 år, da han skriver dette brev:

Min gode Wegeler! Jeg takker dig for det nye bevis på din omsorg for mig, især da jeg fortjener det så lidt. – Du vil gerne vide, hvordan det går mig, hvad jeg har brug for, og selvom jeg så ugerne overhovedet vil tale om det emne, gør jeg det dog helst med dig. – Wering har nu i flere måneder fået mig til at få fysikaturer [blæredannende midler] på begge arme, der består af en vis bark, som du sikkert ved. Det er en yderst ubehagelig kur, da jeg i flere dage er berøvet den frie brug af mine arme (før barken har haft tid nok til at trække), for ikke at nævne smerterne. Det er dog sandt, jeg kan ikke benægte det, at den susen og brusen, med hvilken min høresygdom egentlig begyndte, er lidt svagere end før, især i det venstre øre, men min hørelse er helt sikkert ikke blevet bedre. Jeg vover ikke afgøre, om det ikke nærmere er blevet svagere? – Med min nedre del af kroppen går det bedre. Især når jeg tager et lunkent bad i nogle dage, befinder jeg mig også ganske godt i 8 til 10 dage; meget sjældent engang imellem [med] noget styrkende for maven. Jeg begynder nu også at følge dit råd med urter på maven. Wering vil slet ikke at vide noget om styrtbade, men jeg er meget utilfreds med ham. Han viser alt for lidt omsorg og forståelse for en sådan sygdom. Hvis jeg ikke engang imellem kommer til ham, og det sker også med meget besvær, ville jeg aldrig se ham. – Hvad synes du om Schmidt? Jeg skifter ganske vist ikke gerne, men det forekommer mig, at W[ering] er alt for praktisk orienteret til, at han skaffer sig nye ideer gennem læsning – S[chmidt] virker som et helt andet menneske i forhold til dette og ville måske heller ikke være så skødesløs?

Man taler om galvanismens underværker, hvad siger du til det? – En mediciner fortalte mig, at han havde set et døvstumt barn få sin hørelse tilbage i Berlin, og en mand, der ligeså havde været døv i syv år, som havde fået sin hørelse tilbage – Jeg hører netop, at din Schmidt laver forsøg med det. – Jeg lever lidt mere behageligt nu, idet jeg har gjort mig mere til stede blandt mennesker. Du vil næppe tro, hvor ensomt, hvor tomt, hvor trist jeg har tilbragt mit liv de sidste to år. Min svage hørelse er dukket op som et spøgelse overalt, og jeg flygtede – fra menneskene, måtte synes at være en misantrop og er dog så lidt en sådan. Denne forandring har et elskeligt, fortryllende pigebarn frembragt, der elsker mig, og som jeg elsker. Efter to år er der igen nogle salige øjeblikke, og det er første gang, jeg føler, at – ægteskab kunne gøre mig lykkelig. Desværre er hun ikke af min stand – og nu – kunne jeg ganske vist ikke gifte mig – jeg må stadig pænt og ordentligt tumle omkring. Havde det ikke været for min hørelse, ville jeg allerede have rejst den halve verden rundt, og det må og skal jeg – for mig findes der ingen større fornøjelse end at udøve og vise mit kunstneriske talent – tro ikke, at jeg ville være lykkelig hos jer, hvad skulle også gøre mig lykkeligere? Selv jeres omsorg ville gøre mig ondt, jeg ville hele tiden kunne læse medfølelse i jeres ansigter og ville kun føle mig endnu mere ulykkelig. – De smukke, fædrelandske egne, hvad ville jeg have i dem, ikke andet end håbet om en bedre tilstand. Den ville nu være blevet det for mig – uden dette onde, åh, verden ville jeg omslutte, hvis jeg var fri fra dette. Min ungdom – ja, jeg føler det, den begynder først nu. Jeg var ikke altid en syg person, mit fysiske styrke – tager siden nogen tid mere end nogensinde til og mine åndelige kræfter tillige. Hver dag når jeg nærmere det mål, som jeg føler, men ikke kan beskrive, kun heri kan din B[eethoven] leve. [Tal] ikke om ro – jeg kender ikke nogen anden end søvnen, og det gør mig ondt, at jeg nu må skænke den mere tid end før – kun en halv befrielse fra mit onde, og så – som en fuldendt, moden mand, kommer jeg til jer og fornyer de gamle venskabelige følelser. Så lykkelig, som det er forundt mig hernede, skal I se mig, ikke ulykkelig – nej, det ville jeg ikke kunne bære. – Jeg vil gribe skæbnen i struben, helt bøje mig ned skal den bestemt ikke. – Oh, det er så smukt at leve livet tusinde gange – for et stille liv, nej, jeg føler det, jeg er ikke længere skabt til det. – Skriv til mig så hurtigt som muligt – sørg for, at Steffen beslutter sig til at lade sig ansætte et eller andet sted i den Tyske Orden. Livet her er forbundet med alt for mange strabadser for hans sundhed. Desuden lever han et så isoleret liv, at jeg slet ikke kan se, hvordan han vil komme videre. Du ved, hvordan det er her. Jeg vil ikke engang sige, at samvær ville formindske hans anspændelse. Man kan heller ikke overtale ham til at gå nogen steder hen. Jeg har en gang for nogen tid siden haft musik her hos mig, med et udsøgt selskab. Vores ven – St[effen] – dukkede dog ikke op –. Anbefal ham dog mere ro og besindighed. Jeg har allerede forsøgt alt, uden det kan han aldrig være hverken glad eller rask. – Skriv til mig i næste brev, om det ikke gør noget, hvis det er ret meget, jeg sender dig af min musik. Du kan ganske vist sælge det igen, du ikke har brug for, og så har du penge til porto. – Mit portræt – og – alt muligt smukt og venligt til L[orchen] – også til Mama’en – også Kristoph. – Du holder dog lidt af mig, vær såvel overbevist om dette og om venskab fra denne.

Din Bthwn