AF PEER KJÆR ANDERSEN

Det er vanskeligt, for ikke at sige umuligt at få et klart indtryk af Johannes Brahms’ forhold til kristendommen. Hverken hans breve eller samtidige beretninger kaster lys over denne side af hans liv, og det er derfor ikke til at sige, om han selv ville betragte sig som kristen. Det er derimod sikkert, at biblen gennem hele hans liv har spillet en stor rolle som litteratur betragtet. En række af hans kendte kompositioner viser et usædvanligt grundigt kendskab til de to testamenter, ikke mindst de apokryfe skrifter, som ikke længere er at finde i den danske bibeludgave. Således er bl.a. motetterne, Vier ernste Gesänge og først og fremmest Ein deutsches Requiem vidnesbyrd om en livslang beskæftigelse med de kristne tekster.

Efter reformationen modnedes tanken hos tyske komponister om at lave en tysk dødsmesse som en pendant til den katolske kirkes latinske requiem-messe. Ingen af disse forsøg spilles imidlertid i vore dage, men fælles for dem var, at de alle holdt sig tæt op ad den latinske tekst med dens dommedagsforestilling og bøn om nåde på den yderste dag, og genren fik ikke lang levetid.

Men efter Robert Schumanns død i 1856 fandt Brahms blandt hans efterladte papirer skitser til et tysk requiem. Her skal vi måske finde den første kim til værket, og de følgende år skitserer komponisten de to første og de meste af tredje sats. I 1866 dør Brahms’ mor, og det blev den direkte anledning til at arbejde videre på requiet. I løbet af foråret samme år fuldføres de påbegyndte satser, og i løbet af sommeren følger fjerde og sjette sats, mens den syvende komponeres i eftersommeren. Førsteopførelsen af de tre første satser i december 1867 bliver imidlertid ikke nogen succes. Først ved en samlet opførelse i Bremen langfredag 1868 (uden den femte sats, som først skrives i april dette år) får værket den modtagelse, som det fortjener og fastslår den 35-årige Brahms’ position i tysk musikliv.

I modsætning til det latinske requiem er Ein deutsches Requiem et fortrøstningsfuldt værk. Brahms’ tekstvalg har som fællesnævner trøst og lindring til de efterladte samt en forudsigelse af livets sejr over døden. Af en korrespondance med teologen og kirkemusikeren Reinthaler fremgår det, at Brahms meget bevidst har undgået egentligt konfessionelt indhold til fordel for en mere almen metafysisk ide. Reinthaler anklager ham for at mangle det punkt, som alt drejer sig om, nemlig Kristi forløningsdød. Hertil svarer Brahms: ”Hvad teksten angår, vil jeg bekende, at jeg meget gerne ville undlade ”tysk” og i stedet sætte ”menneske”, og at jeg ligeledes med fuldt overlæg ville undvære steder som for eksempel Johannes evangeliet kap.3, vers 16 (Således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne). På den anden side har jeg nok taget meget, fordi jeg er musiker, fordi jeg har brug for det, fordi jeg nu engang ikke kan frarøve mine ærværdige digtere selv et ”fra nu af” og heller ikke stryge det.” (citeret efter Hans Gal: Brahms. En biografi)

I Brahms’ orkestermusik sporer man ofte påvirkningen fra Beethoven, men i requiet henter han inspiration fra baroktiden først og fremmest Händel, ikke i form af efterligning, men i kraft af sin særlige evne til at give gamle former – som for eksempel fugaen – nyt liv. Orkestret er det største, han hidtil har benyttet, og han behandler det med den modne komponists mesterskab. ”Hans både markante og følelsesfulde melodik, som dog aldrig bliver banal, hans fantasifulde, men altid naturlige harmonik, hans overlegne og virkningsfulde kontrapunktik og hans klangskønne orkesterbehandling – alt virker sammen og giver værket den mærkelige blanding af ynde og storhed, fornemhed og slagkraft, som præger Brahms’ bedste værker”. (Gerhard Schepelern: Koncerthåndbogen)

Brahms’ requiem kan høres her: