Oplev musikken, som den lyder lige nu. Ved årets SPOR festival kan du opleve den allernyeste musik – toner, der taler direkte til os.
Islandske Anna Thorvaldsdottir er en af musikkens allervægtigste stemmer lige nu. Som tektoniske plader bevæger hendes musik sig med gletscherens langsommelighed – og med dens kraft. Hendes musik er så fyldt med teksturer, at man næsten kan røre ved den i koncertsalen.
I AIŌN tæmmer Thorvaldsdottir tiden selv. Værket er en lydlig tsunami, der skyller ind over os i koncertsalen som en naturkraft, en verden af lys og skygge, sanselig og overvældende. Når den trækker sig tilbage er intet længere helt det samme.
Simon Steen-Andersen leger med det allerede eksisterende i sin grosso for forstærket kvartet, Leslie-højttaler og orkester. Det er et værk, som udforsker lyde og musikalske ideer, som hidtil har stået i baggrunden i komponistens værker. I centrum står en ikonisk Leslie-højttaler, og værket udforsker rå, uforarbejdede lyde på lige fod med orkestrets traditionelle toner.
Simon Steen-Andersen bor i Berlin, men færdes hjemmevant i Aarhus: Han er nemlig uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium, hvor han nu underviser. I 2024 modtog han en Reumert for sin opera Don Juans inferno.
_
Samarbejdskoncert med Spor Festival