“Jeg glæder mig altid til at spille Wagnertuba i Bruckners 7. Når man spiller melodien i starten af anden sats sidder man jo med sjælens instrument – og når det lykkes, skaber man et øjeblik, hvor man kan opleve nærhed til noget guddommeligt. Lige der har man verdens bedste job!”
– Flemming Aksnes, horn
Mahlers Rückert-Lieder inviterer os indenfor i et intimt, indfølt univers, hvor stemme og orkester forenes i ét samlet projekt. Solist er den norske mezzosopran Marianne Beate Kielland, en sanger med en righoldig, smidig stemme og et musikerskab, der når ud i alle hjørner af koncertsalen.
I den syvende symfoni skaber Anton Bruckner en katedral af toner, en hyldest til Gud og til musikken. Musikken stiger til randen af vores fatteevne og følelsesmæssige kapacitet – og måske lidt længere. Symfonien er en rejse gennem strålende klarhed, hjerteskærende melankoli og uimodståelig energi.
_
Samarbejdskoncert med Lumbye Akademiet