Helsingborgs Symfoniorkester
Køb billet 100-395 kr.

Wagner, Szymanowski & Sibelius

Helsingborgs Symfoniorkester

Helsingborgs Symfoniorkester gæster Symfonisk Sal med storslåede klange af Wagner og Sibelius. Szymanowskis virtuose klaverkoncert fuldender aftenen med energi, poesi og filmisk intensitet.

Helsingborgs Symfoniorkester er et nærværende, nysgerrigt orkester med internationalt udsyn, så det er en fornøjelse at byde dem velkommen i Symfonisk Sal, i bytte for Aarhus Symfoniorkesters koncert lørdag den 20. marts 2027 i Helsingborg.

De har sat ouverturen til Den flyvende hollænder på programmet: Storslået, billedskabende musik, hvor alle orkestrets grupper får lov til at brillere. Den bliver suppleret af Sibelius’ første symfoni: En levende, åndende, kompleks organisme, der stråler af kraft og styrke.

Szymanowskis klaverkoncert (for det er, hvad hans 4. symfoni er) er legende, energisk, smuk, voldsom og filmisk. Lyrisk nattemusik veksler med frydefulde dionysiske udfoldelser i et musikalsk landskab, der inviterer til at blive udforsket. Klaverstemmen er lagt i hænderne på den svenske pianist Peter Jablonski, hvis indspilninger bliver udgivet på de største pladeselskaber.