Oplev bratschens mørke, forførende klang – i en af de allerbedste koncerter for instrumentet: Hindemith lader bratschen synge og lege med resten af orkestret i den vidunderlige Der Schwanendreher. Strengene bliver strøget af en af Danmarks bedste unge musikere, Nicholas Swensen.
Overgiv dig til Dvoráks syvende symfoni: Filmisk, romantisk musik, når den er allerbedst. Symfonien er en kærlighedserklæring til komponistens fædreland – og til den klassiske musik. Bedre bliver det ikke.
Vi spiller også festlige, charmerende toner af Beethoven – med andre ord: En koncert, der kommer hele vejen rundt i orkestermusikkens verden på under en time.
Fyraftenskoncerten er et åndehul på en lille times tid, hvor du kan slippe hverdagen og lade op til resten af ugen med et eller flere symfoniske mesterværker. Koncerten indledes med en kort introduktion fra scenen. Fordybelse og udelt begejstring tilskyndes. Øl, vin og vand kan tilkøbes.