Lørdag d. 14. juni fyldes Skanseparken i Aarhus med storslået musik, når Den Jyske Opera og Aarhus Symfoniorkester for 7. gang afholder årets største klassiske gratiskoncert i hjertet af Aarhus.
Her liver vi Skanseparken op med storslået musik af bl.a. Wagner, Verdi, Mozart, Strauss, Lehár og Puccini.
Opera i parken er gratis og en invitation til en dejlig eftermiddag i selskab med stor musik i hjertet af Aarhus – med smagsprøver på kendt og elsket musik fra nogle af de største værker fra operaens og den klassiske musiks verden.
Dagens vært er musikformidler, pianist, radio- og tv-vært Mathias Hammer, der guider publikum igennem en musikalsk eftermiddag, flankeret af solisterne Laura Helene Hansen, Thorbjørn Gulbrandsøy og Asmus Hanke Frederiksen. Sangerne kan opleves sammen med Aarhus Symfoniorkester og Den Jyske Operas Kor, der dirigeres af operaens egen chefdirigent, Christopher Lichtenstein.
Tag familie, venner og kollegaer med og glæd dig til at mærke operasuset under åben himmel.
–
Opera i Parken er støttet af Beckett-Fonden, Dansk Erhvervsprojekt A/S, Gangsted Fonden, Knud Højgaards Fond, William Demant Fonden og Aarhus Kommune