Sjostakovitj 5
Køb billet 100-395 kr.

Kancheli, Beethoven & Sjostakovitj

Sjostakovitj 5

Smil og seismisk skælven: Vi ringer sæsonen ind med en koncert, der favner hele det symfoniske spektrums udtrykskraft.

Musik lige der, hvor komponisten træder i karakter: Fra Beethovens fine 3. klaverkoncert over Sjostakovitjs rystende 5. symfoni til Kanchelis enorme energiudladninger.

Med den tredje klaverkoncert træder Beethoven for alvor i karakter som en af den klassiske musiks giganter. ”Det er musik, der både får mig til at smile og samtidig rører mig dybt,” fortæller solist Marianna Shirinyan.

Sjostakovitj bar som ingen anden musikalsk vidnesbyrd om stalinismens helvede. Hans personlige såvel som musikalske liv var en stadig penduleren mellem kunstnerisk udtryk og overlevelse.

Den femte symfoni er udtryk for begge dele: På overfladen styrets musik – nedenunder dybt subversiv. Musikken er fantastisk i sig selv – men den er også et uomgængeligt vidnesbyrd om menneskets vilkår i et umenneskeligt regime.

Den georgiske komponist Giya Kancheli tager faklen fra Sjostakovitj op, og i Another Step… sætter han selve tiden i stå. Som en tilbageholdt vulkan viser hans musik den enorme spændvidde – og udtrykskraft – i symfoniorkestret.

_
Solisten er sponseret af Aarhus Symfoniorkesters særlige private giver, Keld Heine Mortensen, og koncerten er en Samarbejdskoncert med Det Jyske Musikkonservatorium