I februar 2026 inviterer Aarhus Symfoniorkester publikum til to stemningsfulde kammermusikkoncerter under overskriften Stærke kvinder i kammermusikken. Koncerterne finder sted den 21. februar 2026 på Museum Jorn (Silkeborg) og den 28. februar 2026 på KØN – Gender Museum Denmark (Aarhus).
Arrangementerne sætter fokus på kvindelige komponister, der historisk har været overset i koncertlivet, og forener klassisk musik med billedkunst i utraditionelle og sanselige rammer. Publikum kan opleve værker af Grażyna Bacewicz, Nancy Dalberg og Florence Price – tre markante komponister, hvis musik rummer både rytmisk energi, melodisk varme og kunstnerisk fornyelse.
På Museum Jorn møder musikkens umiddelbare kraft Asger Jorns ekspressive billedverden, hvor bevægelse, spontanitet og sanselighed er i centrum. På KØN bliver koncerten en naturlig forlængelse af museets arbejde med repræsentation, ligestilling og kvinders skaberkraft. Her får musikken bogstaveligt talt stemme i et rum, der undersøger køn og kultur i et bredere perspektiv.
Koncerterne henvender sig til et bredt publikum – både museernes faste gæster og nye lyttere, der måske ikke normalt opsøger klassisk musik. Målet er at styrke fællesskab, nysgerrighed og kulturel deltagelse på tværs af generationer og kunstformer.
Projektet realiseres med støtte fra Spar Nord Fonden.
____________________________
Køb billetter / læs mere:
Strygerkoncert inkl. entrébillet: 225 kr.
Strygerkoncert for medlem af Klub Jorn: 100 kr.
KØN – Gender Museum Denmark
Gratis koncert ved køb af entrébillet.
Voksne: 125 kr.
Under 30 år: 105 kr.
Pensionist: 105 kr.
Børn og unge under 18 år: Gratis entré
Grupper over 10 personer: 105 kr. / 95 kr. for unge under 30 og pensionister
Medlem af KØN klub: Gratis entré + ledsager