Tjajkovskij 5
Køb billet 100-395 kr.

Mendelssohn, Gade & Tjajkovskij

Tjajkovskij 5

Danske toner bliver lagt i hænderne på en international ekvilibrist, der også forløser både Tjajkovskijs dramatiske 5. symfoni og Mendelssohns ungdommelige vellyd.

“Gades violinkoncert er et helt fantastisk værk – og et helt fantastisk dansk værk: Man får straks de mest romantiske guldaldermalerier på nethinden. Det er frodigt, lyst og let og legende. Jeg glæder mig!”
– Birgitte Bærentzen Pihl, violin

Niels W. Gades violinkoncert er liflig og let – et lærestykke udi ukompliceret vellyd. Zsolt-Tihamér Visontay er både solist og dirigent i koncerten, og han dirigerer også Tjajkovskijs 5. symfoni samt leder Mendelssohns 10. Sinfonia fra koncertmesterstolen.

Tjajkovskij kunne som ingen anden skrive de store følelser frem i sin musik. Den femte er på mange måder Tjajkovskijs mørkeste symfoni, men midt i mørket rummer musikken også en enorm modstandskraft. Symfonien er et værk, der fæstner sig dybt i lytterens sind.

Vi supplerer med musik af den helt unge Mendelssohn – et vidnesbyrd om, hvor fremragende komponisten var allerede i sin pure ungdom.