
Med fra begyndelsen: En koncertgænger fortæller
Esther Lund Jensen er en af Aarhus Symfoniorkesters mange trofaste koncertgængere. Hun har hørt et væld af koncerter gennem tiderne – og så har hun endnu en ting til fælles med orkestret: Hun er også lige fyldt 90 år. Vi har taget en snak om at være med helt fra starten af symfoniorkestrets lange rejse.
Det er efterhånden ved at være en del år siden, at Esther første gang var til koncert med Aarhus Symfoniorkester. Men selvom hun er født i 1934, kan hun stadig tydeligt huske koncerten med det, der dengang hed Aarhus Byorkester: ”Sagen er jo den, at jeg var barn under krigen. Der var udgangsforbud, så der foregik ingenting om aftenen! Da krigen sluttede, var mine forældre stadig unge – og ivrige efter at opleve noget efter besættelsesårene. Min far var også sådan en, der syntes, at det var vigtigt at støtte det, der skete i byen. Så han kom en dag hjem og sagde: ’Aarhus Byorkester spiller i universitetets aula. Du skal med! Og du skal være stille’.” Det blev starten på et helt liv med symfonisk musik. ”Jeg har virkelig sendt min far mange gode tanker for dén beslutning siden da,” fortæller hun.
Den allerførste koncert
Den første koncert står stadig tydeligt i Esthers erindring, selvom hun kun var 11 år. Det var i 1945, og det foregik i Aarhus Universitets aula. ”Jeg stod oppe på balkonen og kiggede ud over rækværket på mændene i kjole og hvidt (ja, der var jo flest mænd i orkestret dengang). Så kom Thomas Jensen ind på scenen og begyndte at dirigere. Under koncerten var der nogen, der hostede og lavede for meget spektakel – så vendte han sig om mellem satserne og stirrede på dem, indtil de blev stille.”
Det var en aften, der gjorde stort indtryk på den 11-årige Esther – også selvom det var en helt ny og anderledes oplevelse: ”Jeg havde jo aldrig oplevet sådan noget før, så jeg var benovet og helt stum. Det var på en måde svært at forholde sig til, så anderledes var det – men jeg kunne jo godt lide det.” Her kigger Esther bestemt på mig: ”Det skulle man måske bruge lidt mere i dag – i stedet for at spørge børn om alting! For børn ved jo ikke, hvad det er, de siger nej til. Dengang blev jeg ikke spurgt – og det har gjort, at jeg har holdt ved og gået til koncerter hele livet.”
Esther blev gift med en lige så musikelskende mand – ”og så var der jo ingen grund til at stoppe med at gå til koncert,” som hun siger. Det kan imidlertid godt være svært at pege på specifikke højdepunkter, for, som hun siger: ”Jeg bliver jo så begejstret hver gang! Musikerne i orkestret kan jo noget, som vi andre ikke kan komme i nærheden af. Så får man lov til at sidde der, i den smukke sal med den fine akustik, og kan bare slå ørerne ud. Det er ren forkælelse,” slår hun fast.
Musikkens rum
Det har imidlertid ikke altid været lige let at være publikum, for Aarhus Byorkester har gennem tiderne spillet et væld af forskellige steder i Aarhus. Esther har været med hele vejen: ”Jeg har jo været med, lige fra orkestret spillede i universitetets aula med Thomas Jensen,” fortæller hun. Og netop dét sted har hun gode minder fra. ”Universitetets aula var jo fin at spille i.”
Det samme kan man ikke sige om alle koncertstederne – især Stadionhallen husker hun tilbage på med gysen: ”Vi sad på klapstole, og de knagede og bragede, så snart man bevægede sig bare en lille smule. Man turde dårligt at flytte på sig,” griner hun. Folkets Hus var heller ikke den bedste publikumsoplevelse, fortæller hun: ”Man skulle hænge ud over balkonkanten for at se orkestret, eller sidde og strække hals for at se rundt om den, der sad foran. Man fik i hvert fald ikke den afslappede oplevelse, som vi har nu. Hurra for den nye sal i Musikhuset!”
I det hele taget står Musikhusets sale som et højdepunkt, både for orkestret og for publikum, mener Esther: ”Flytningerne fra Frichsparken til Musikhusets Store Sal og derefter ind i Symfonisk Sal har uden tvivl været de to største forbedringer for publikum,” siger hun – og tilføjer så: ”Men musikerne gjorde jo altid alt, hvad de overhovedet kunne, også når det ikke var helt let. Det kan man godt have respekt for.”
Mændene foran orkestret
Der har også været mange dirigenter forbi orkestret i Esthers tid, og hun kan huske dem alle sammen – helt fra begyndelsen: “Jeg kan jo godt huske Thomas Jensen. Ja, det var jo lidt kæft, trit og retning! Så var der Per Drejer – og Jorma Panula kom jo med sådan en ung friskhed. Ole Schmidt var også en af mine favoritter; jeg synes, at han kom med en stor personlighed.” Men Esther er ikke sådan en, der hænger fast i fortiden: ”Jeg kan rigtig godt lide, når der kommer nye dirigenter – også de unge gæstedirigenter. Jeg synes, at jeg kan se på orkestret, at de har det godt med nye udfordringer. I min optik skal der ske noget; der skal være udvikling. Alting skal ikke være, som det plejer.”
Der skal farver på musikken
Det gælder også for musikken. For det kan godt være, at man er 90 år gammel – men det behøver musikken ikke at være: ”Nogle gange sidder man og tænker ’Hvor i alverden kommer de lyde dog fra?’ når man hører helt ny musik. Den nye musik er jo ikke bygget op efter den gamle opskrift; der er ikke lige et hovedtema, man kan genkende. Men jeg synes, at det er sjovt at sidde og finde ud af, hvor lydene kommer fra.” I det hele taget må der gerne ske noget forskelligt i koncertsalen: ”Jeg holder meget af klassikerne, men jeg kan også godt lide, når det er afveksling. Der skal være farver på musikken – jeg er helt klar til Ravelfestivalen til foråret!”
Fortroligheden med musikken
Esther nævner flere gange, at hun jo ikke er nogen musikekspert. ”Jeg kommer altid til at tænke på min far, der engang sagde om en mand, at han led af musikalsk dovenskab. Det er præcis, hvad jeg gør: Jeg kommer, jeg sætter mig ned – og så nyder jeg bare musikken.”
Men faktisk synes Esther, at der er sket noget gennem et langt koncertliv. For selvom hun ikke er ”musiknørd”, som hun kalder det, så har hun alligevel samlet noget op fra de mange koncerter: ”Jeg kan jo sidde til en generalprøve og pludselig høre et eller andet, hvor jeg tænker ’Hov!’ Og så er det præcis det, som dirigenten vender tilbage for at arbejde på.”
Det er ikke kun det musikalske øre, som har udviklet sig hos Esther – det har selvtilliden omkring musikken også. ”Hvis jeg for eksempel er til koncert i kirken, så går jeg måske op og snakker med de unge organister bagefter,” fortæller hun. ”Jeg har fået en fortrolighed med musikken.”
Der er ikke noget fisefornemt over det
Der er immervæk sket en del siden 1945, og det gælder også til koncerterne. ”Da jeg var barn, stod folk stille i små grupper i pauserne,” fortæller Esther. Det er anderledes i dag: ”Nu går folk rundt og snakker sammen; der er en lettere stemning. Det synes jeg er fint,” siger hun. ”Det foregår på en meget afslappet måde; der er ikke noget fisefornemt over det. Og det er dejligt, at foyeren er blevet udvidet, så man kan bevæge sig lidt rundt.”
Aarhus Symfoniorkester har som bekendt jævnligt åbne generalprøver, hvor der er adgang for eksempelvis venneforeningens medlemmer, højskoleelever og gymnasieelever. Det er en af de ting, som Esther sætter pris på: ”Det er en stor glæde for mig at se alle de unge til generalprøverne. I pausen kommer jeg fluks i snak med dem; det kan jeg godt lide. Der er flere og flere unge mennesker, der godt kan lide klassisk musik. Og der er jo ikke noget halløj med dem,” siger hun bestemt.

Nye tider?
Et indlysende spørgsmål til Esther er, om det er anderledes at gå til koncert som 90-årig end som 11-årig: ”Ja, det er det!” smiler hun. ”Som 11-årig var jeg fuldstændig måbende. Du skal huske, at alting havde været lukket ned under krigen. Jeg var fuld af forundring – det er nok gået lidt af mig i dag. Men jeg er nu stadig nem at begejstre.”
Det er en begejstring, som er gået i arv: ”Min søn holdt tale for mig til min 90-års fødselsdag, hvor han snakkede om, hvor enestående musikken er: At der sidder nogle mennesker der i orkestret, som kan præstere noget, som vi andre ikke er i nærheden af. Det er dybt fascinerende for mig.” Som bonusinformation kan vi fortælle, at Esther fik billetter til orkestrets 90-års fødselsdag til sin egen 90-års fødselsdag.
Orkestret er en del af Aarhus
”Jamen, du godeste, orkestret har jo i den grad beriget mit liv!” udbryder Esther til spørgsmålet om, hvad Aarhus Symfoniorkester betyder for hende. ”Alle de oplevelser, jeg har; dem ville jeg jo ikke få, hvis ikke orkestret var der. Jeg er jo slet ikke sådan en, der nørder musik – men nu har jeg jo hørt orkestret så mange gange, at jeg godt kan sidde og høre Musikquizzen og sige ’Det der lyder da lidt som Ravel’. Det er jo meget sjovt.”
I det hele taget er orkestret et fikspunkt for Esther. Da jeg spørger hende, hvad hun ville gøre, hvis der ikke var et symfoniorkester i byen, bliver den ellers så veltalende kvinde først helt tavs. ”Uh!” siger hun så. ”Det kunne jeg da virkelig ikke undvære. Det ved jeg snart ikke, hvad jeg skal sige til. Orkestret er jo en del af Aarhus. Det er et kulturelt højdepunkt; det kan vi da ikke undvære.”
Mere end bare musik
Symfoniorkestret er imidlertid ikke kun en musikalsk oplevelse for Esther. Gennem alle årene har det også været et socialt samlingspunkt, både i ægteskabet og i vennekredsen.
”Jeg gik altid til koncert sammen med min mand – og så fortæller man jo om det, når man har gode oplevelser. Så var der et par stykker i vores vennekreds, som også kom med. Så spiste vi sammen og lavede en god sammenkomst ud af det,” fortæller hun.
Traditionerne fortsætter i 2025 for Esther: ”Jeg gik på idrætshøjskole i Sønderborg for 72 år siden, og vi har mødtes jævnligt lige siden. Efter vores 40-års jubilæum besluttede vi, at vi ville se hinanden en gang om året. Jeg kan jo ikke holde min mund, når det gælder symfoniorkestret, og vi kom til at snakke om nytårskoncerten. Så var der flere, der gerne ville med. Og så blev det til en tradition, hvor folk møder op hjemme hos mig med deres sengetøj under armen. Vi starter med at spise middag her; så går vi til nytårskoncert – og så slutter vi af med ost og rødvin, når vi kommer hjem. Vi laver en fest ud af det.”
Jeg svæver endnu
Når man er 90 år, kan det af naturlige grunde godt tynde lidt ud i vennekredsen – og dermed er der også færre venner at gå til koncert med. ”Jeg holder jo fast – men man kan godt savne lidt at få oplevelsen ’klinget af’ efter koncerten,” siger Esther.
Det var der imidlertid råd for: Esther er ikke sen til at få trukket nye mennesker ind i musikkens fællesskab: ”Jeg går jævnligt i håndarbejdsklub, og så spurgte jeg simpelthen en af de andre, om hun ikke havde lyst til at komme med ind at høre Mozarts Requiem i december. Det var hun først lidt forbeholden over, for hun sidder i kørestol og vidste ikke lige, hvor besværligt det ville være. Men det gik så let.” Esthers nye koncertmakker er også blind, og inden koncerten forklarede Esther hende, hvordan musikerne sad i orkestret, og bagefter snakkede de om orglet, der ikke altid var let at høre.
”Det viser jo bare, at en høreoplevelse kan være en stor oplevelse,” siger Esther. ”Det var det også for mig. Så også som blind kan man få en fin lydoplevelse, når man går til koncert.”
Esther henter sin telefon frem. ”Dagen efter fik jeg denne besked fra hende,” fortæller hun. Esther viser mig skærmen. ”Jeg svæver endnu,” står der.
Om forfatteren
Christina Blangstrup Dahl er cand. mag. i litteratur og retorik, men hendes hjerte og skrivelyst banker for den klassiske musik. Det ved enhver, der siden 2014 har nydt godt af hendes vidende og bidende programnoter til Aarhus Symfoniorkesters koncerter, samt hendes fængende koncertbeskrivelser til årsprogrammerne. Udover at være fast skribent og sparringspartner for orkestret i Aarhus, har hun bestredet jobbene som Kommunikations- og administrationsansvarlig for Det Jyske Ensemble i Viborg, Kommunikationschef i Sønderjyllands Symfoniorkester, Redaktør på Musikmagasinet, Producent på Origins2017 i forbindelse med Aarhus Kulturhovedstad 2017, Administrator hos Carte Blanche og fast PR-koordinator for Aarhus Sommeropera. Derudover leverer hun fast programnoter til Det Kgl. Teater samt et væld af tekster til andre aktører i det klassiske kulturliv. Når hun ikke skriver, holder hun inspirerende foredrag og indføringer i den klassiske musik, bl.a. på Dokk1.