AF PEER KJÆR ANDERSEN

I begyndelsen af 1800-tallet var det skik, at unge mennesker af det bedre borgerskab foretog en dannelsesrejse rundt i Europa. Formålet var naturligvis at stifte bekendtskab med de enkelte landes kunst og kultur, og ikke overraskende blev Italien et yndet rejsemål. Efter i 1829 at have besøgt Skotland drog Felix Mendelssohn i foråret 1830 ud på en længere rejse, der førte ham til blandt andet Østrig, Ungarn, Frankrig og Italien, hvor han opholdt sig i næsten et år. Her dyrkede han venskab med en række kunstnere, som inspirerede ham og her fejrede han triumfer som klaverspiller. I et brev hjem til familien skriver han: ”Mit liv er så ejendommeligt broget, en blanding af glæde og alvor. Om morgenen arbejder jeg indtil middag, derpå går jeg ud og opdager nye ting som gallerier, paladser, promenader, ruiner og kirker.”

Som et direkte resultat af dette ophold blev Mendelssohns fjerde symfoni til. Fra Rom skriver han: ”Jeg gør store fremskridt med min italienske symfoni. Det vil være det mest modne, jeg hidtil har skrevet, især den sidste sats.” Det varede dog et par år, før værket var færdigt og først i foråret 1833 fandt urpremieren sted ved en koncert i London.

Symfonien er et af de lyseste symfoniske værker i musikhistorien, fuld af livsglæde, friskhed og varme. Mendelssohn har ikke – hvad man måske kunne forvente – benyttet italienske melodier i værket, men skabt melodier, der i deres livfulde og solfyldte karakter vidner om sorgløse og glædesfyldte oplevelser i Syden. Glæden viger lidt for eftertanke i den langsomme sats, og i tredjesatsen bringer hornene mindelser om den tyske skovromantik. Til gengæld er finalen typisk italiensk, en fejende saltarello, et billede på italiensk folkeliv, efter sigende inspireret af karnevalsfestligheder i Rom.

Hør første sats her:

Anden sats:

Tredje sats:

Finalen: