AF LEIF V.S. BALTHZERSEN

Aarhus Symfoniorkesters solooboist Oliver Nordahl er solist i Richard Strauss’ obokoncert ved en koncert med Aarhus Symfoniorkester i Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus den 5. december 2025, dirigeret af chefdirigent Dmitry Matvienko. Oliver sagde øjeblikkeligt ja til at jeg stillede ham nogle spørgsmål forud for denne koncert.

Du skal opføre Richard Strauss’ obokoncert sammen med Aarhus Symfoniorkester. Det har du gjort en gang tidligere, nemlig ved en festugekoncert i september 2013. Det er 12 år siden – kommer den til at lyde anderledes nu?

Det kunne godt tænkes. Man er jo immervæk 13 år ældre, og jeg har også to børn. Det sker meget mentalt. Merete [Hoffmann, orkestrets tidligere solooboist] sagde engang: ”De unge har jo fart på – når man bliver ældre, så sætter man også pris på, at musikken godt kan tage sin tid.” Så måske, jeg skal ikke kunne sige det – det er ikke noget, jeg nødvendigvis tænker over, når jeg sidder og spiller, og når jeg øver mig. Men det kommer ikke til at være en kopi. For sådan er jeg heller ikke som musiker. Jeg spiller meget i nuet, og der kommer også til at ske ting til koncerten, jeg måske ikke gør til prøven. For det kan jeg ikke lade være med. Men man kan heller ikke aftale alt; sådan fungerer jeg ikke.

Det var anden gang, jeg spillede den dengang. Jeg havde lavet den med Odense Symfoniorkester før, da jeg var studerende. Jeg nød det også dengang. Jeg håber, jeg kan være endnu mere i det, hvile mere i det. Og egentlig bare, at vi hygger os. Jeg ved, at det lyder lidt mærkeligt…

Det med lidt mere ro på betyder det også, at vi måske får langsommere tempi?

Ja, det kunne for det eksempel godt være. Jeg vil vende det om og sige, at jeg ikke aktivt vil spille den langsommere, men det kan godt være, at det sker. Jeg vil egentlig bare gå til den, som jeg normalt ville gøre. Det er ikke nødvendigvis mig selv, der kommer til at opdage det, tror jeg, men netop dem, der har hørt opførelsen dengang, kan måske godt høre, at der er nogle forskelle.

Men du har ikke spillet den andre steder i mellemtiden, vel?

Nej, og jeg kan egentlig faktisk ikke huske så meget fra dengang. Andet end at jeg var hamrende nervøs, men også stolt og taknemmelig for, at jeg fik lov. Og så prøvede jeg bare den aften at gå ind og tage den, som den nu engang var. Så det vil sige, at jeg håber, at jeg med erfaringen kan nyde det endnu mere og bare vise mig selv, tror jeg. Jeg forbereder mig ikke nødvendigvis på, at den skal være langsommere, men jeg tror, at det er naturligt, at den er lidt langsommere.

Eller måske roligere?

Ja, måske roligere. Ja, det er det rigtige ord.

Hvad er det vanskeligste ved koncerten?

Det er disponering. Rent og skært: ens kræfter. Det kan også være derfor, at den gik så hurtigt sidste gang. Fordi det er disponering. Mozarts obokoncert er noget helt andet. Helt andet. Dér kræves det, at du skal være over enkelte tone hele tiden. Og det handler hele tiden om, at når du spiller én tone, så glem den gamle. For hvis du ikke er lige præcis dér, hvor man er, så snubler man. Det er noget helt andet med Strauss’ obokoncert. Dér er det det lange seje træk. Du kommer mange flere gange ud i, at du mangler luft. Du mangler kræfter. Du ser bare, at det fortsætter. Du kan se vidderne af bakkerne bare fortsætte, så man skal passe på med at brænde det hele af på én gang, for der er langt!
Så det er det store billede – ens egne fraser, men også hele stykkets fraser. Kontra Mozart, hvor det er noget helt, helt andet. Det er derfor, at det er to enestående værker og to meget forskellige værker.

Jeg har altid nydt Strauss’ obokoncert, og jeg har altid sagt, at det første stykke, jeg ville være solist i, det var Strauss. Jeg har altid elsket Strauss’ obokoncert, lytte til den, og jeg har altid elsket at spille den. Mozarts obokoncert kom først til mig senere. Jeg elsker Strauss’ obokoncert. Jeg elsker også Mozarts, men jeg synes bare, at Strauss’ har det hele. Det er ligesom vores mastodont. Det er som at løbe to maratoner. Det føler jeg i hvert fald!

 
Er det er det samme instrument, som du spillede på dengang, og betyder det overhovedet noget?

Nej, det er det ikke, og det gør det ikke. Det handler bare om, at man har et instrument, man føler, at man kan udtrykke sig på. Det havde jeg dengang, det har jeg også nu. Lydmæssigt, dér vil du altid have din egen lyd.

Oliver uddyber senere i samtalen sit forhold til Strauss’ obokoncert:

Der er mange steder, jeg godt kan lide. Jeg kan godt lide det der med, at man kan mærke, at der er noget på spil. Det skulle man også gerne kunne mærke på musikeren. Men der er også mange steder, hvor der er fuldstændig fredfyldt og er et helle på en eller anden måde. Og hvor man bare drømmer sig væk og får lov til at drømme sig væk. Han har skrevet det, så du bare får lov til at drømme dig væk. Og der er selvfølgelig også tekniske passager, som er hamrende svære. Men jeg synes ikke det nødvendigvis er noget, der lyder svært. [Oliver griner.] Og det skulle det helst ikke, selvfølgelig. Der er også nogle ting, der skrevet nemt, som lyder hamrende svært…

Med hensyn til det drømmende så er er jo nogle, der kritiserer obokoncerten, fordi den blev skrevet lige efter Anden Verdenskrig, og at man overhovedet ikke kan høre krigen eller rædslerne. Er det noget, du tænker over, når du skal opføre værket?

Nej. Det kunne også have været et frirum – at han tænkte, at krigen havde fyldt så meget, at han havde brug for noget andet. At der er brug for netop at drømme os væk. Han har haft brug for det, og han har måske følt, at folk kunne have brug for det. Jeg ved det ikke.

Gør det nogen forskel for dig, at det er dit eget orkester, du skal være solist sammen med?

Oliver overvejer længe og svarer: Det er dejligt trygt.

Trygt? Så du bliver ikke mere nervøs af det?

Nej, det tror jeg ikke. Det skal jeg ikke kunne sige. Nu har jeg heldigvis været solist nogle gange med det her orkester, så jeg har ikke været så nervøs de sidste par gange. Jeg ved, at der er opbakning. Det er også farligt, for jeg ved, hvad orkestret er gode til og ikke så gode til. Så jeg kan forberede mig på en anden måde, end hvis jeg bare går ind til et orkester, jeg ikke kender, hvor jeg rent og skært bare skal være solist, og hvor de heller ikke kender mig. Men det tager jeg 100% som en god ting.

Jo, men jeg tænker på, at du nu selvfølgelig står foran orkestret til Strauss-koncerten, men når du sidder på din plads i selve orkestret, kan du jo også have nogle meget lange soloer. Er der så forskel på det? At sidde deroppe og spille en solo og stå foran?

Det har jeg faktisk ikke tænkt over. Jeg har det jo meget godt på sådan en stol [i selve orkestret]. Jeg har det generelt meget godt i livet, når jeg bare kan få lov til at sidde og spille på min obo. Og jeg elsker at spille i orkester. Jeg kan også godt lide at spille kammermusik, men det, jeg laver ved siden af, er også meget at spille i andre orkestre. Jeg elsker at spille i orkester. Jeg elsker den organisme, et orkester er. Og igen, jeg vil bare sige, at jeg er taknemmelig for, at jeg får lov til at komme op foran og spille og prøve at formidle den her koncert, som jeg gerne vil. Og forhåbentlig give en stor oplevelse oveni. Men jeg ved, at jeg har opbakningen bagfra, og det prøver jeg bare virkelig at bruge. Det er vores band. Det er vores aften.

Mange tak til Oliver for interviewet!