AF LEIF V. S. BALTHZERSEN

Aarhus Symfoniorkesters sæson 2024/25 har overskriften ”Erkendelser”, og programlægningen beskæftiger sig med livets store spørgsmål – erkendelser og det ubegribelige eller uforklarlige.

Til det ubegribelige i menneskets tilværelse hører musikkens kraft. Forestillingen om musikkens styrke er blandt andet fastholdt i den græske myte om Orfeus, der tæmmer underverdenens magter for at komme ind og hente sin elskede Euridike ud af dødsriget.

Nogle har tolket den bemærkelsesværdige anden sats i Beethovens 4. klaverkoncert efter Orfeus-myten.

Beethovens 4. klaverkoncert er komponeret i 1805-06 og blev uropført ved en halvprivat koncert i fyrst Lobkowitz’ palæ i Wien i marts 1807 – der var et meget stort privat musikliv i Wien på dette tidspunkt. Ved samme koncert blev også Beethovens 4. symfoni og Coriolan-ouverturen i øvrigt også uropført. Den første offentlige opførelse af den 4. klaverkoncert fandt først sted i Theater an der Wien den 22. december 1808 ved en maratonkoncert den 22. december 1808, der må have varet hen ved fire timer (her blev også den 5. og 6. symfoni uropført samt korfantasien og dele af C-dur-messen og en koncertarie blev også spillet). Beethoven tilegnede den 4. klaverkoncert til sin mest prominente elev, nemlig ærkehertug Rudolf, søn af kejser Leopold II.

Nogle har som sagt gennem tiden villet høre Orfeus formilde underverdenens vogtere ved Hades’ porte i denne meget beundrede andensats i Beethovens 4. klaverkoncert, men det er naturligvis ikke strengt nødvendigt at blive så konkret, og Beethoven har ikke selv ytret noget om det. En dialog er det dog i hvert fald. Musikken er en samtale mellem klaveret og orkestret.

Orkestret – og det er kun strygerne, der medvirker i denne sats – lægger vredt ud, og klaverets indvendinger gør ikke noget synderligt indtryk på orkestrets hårdere tonefald:

Efter at orkester og klaver har haft to længere, tydelige adskilte fraser hver for sig, bliver fraserne nu kortere, og orkestret afbryder nærmest klaveret:

Orkestret bliver gradvist svagere i sine udbrud, og klaverstemmen folder sig ud i underskøn musik og arbejder sig op til et lille højdepunkt:

Klaveret og orkestret afslutter satsen i fælles harmoni og ganske stille. Om man vil, så har Orfeus (klaveret) fået formildet vogterne i dødsriget (orkestret) med sin underskønne musik.

Orfeus kunne også med sin sang tæmme og tiltrække vilde dyr. Romersk mosaik, Palermo, 200-250 f.v.t. (© Marie-Lan Nguyen / Wikimedia Commons / CC-BY 2.5)