AF PEER KJÆR ANDERSEN

Tjajkovskijs fjerde symfoni blev skrevet i Moskva i 1877. Den blev til i en periode, som var præget af store personlige problemer. Tjajkovskij led af depression, men oplevede også en kunstnerisk modning, hvilket for en stor del skyldtes hans lange venskab med den velhavende enke Nadesjda von Meck. Hun havde tidligt fattet interesse for hans musik og understøttede ham ikke blot økonomisk men også følelsesmæssigt gennem flere års korrespondance. De sås så vidt vides kun en enkelt gang meget flygtigt, men deres brevveksling vidner om et meget intenst forhold, og den fjerde symfoni er da også tilegnet hende. Som svar på et brev fra hende gav Tjajkovskij en lang, udførlig beskrivelse af symfoniens indhold, som her skal gengives i meget forkortet udgave:

Introduktionen er hele symfoniens kerne. Dette er fatum, skæbnen, den tragiske magt, der hindrer længslen efter lykke i at nå sit mål. Følelsen af mismod bliver stærkere, var det ikke bedre at flygte ind i en drøm… men det er kun en drøm, der findes ingen havn, man kastes frem og tilbage, indtil havet suger én ned.

Hør første sats:

Anden sats viser et nyt stadium af lidelsen. Det er den melankolske følelse, når man sidder alene hjemme, udmattet af arbejdet. Man tænker på de glade stunder, men alt dette er så langt, langt borte. Det er bittert og dog så skønt at mindes det forgangne.

Her er anden sats:

I tredje sats er der kapriciøse arabesker, som jager forbi i fantasien, når man har drukket lidt vin og føler sig beruset. En gadevise dukker op og i det fjerne hører man militærmusik, men intet har med virkeligheden at gøre, det er bizart, løsrevet, uhåndgribeligt.

Fjerde sats: Hvis du ikke kan finde glæde i dit eget indre, så se dig om. Gå ud blandt folk, se hvor de forstår at være glade. Men næppe er det lykkedes dig at glemme dig selv, før fatum igen slår til, men de andre mærker ikke, at du er ensom og ulykkelig. Glæd sig ved andres glæde og du kan endnu leve.

Hør tredje og fjerde sats:

Symfonien fik sin første opførelse i 1878, men fik en blandet modtagelse af kritikerne. Den vandt dog hurtigt anerkendelse og står i dag som et af komponistens betydeligste værker og en af de største romantiske symfonier overhovedet.