AF LEIF V. S. BERTHELSEN

I maj 2025 har Aarhus Symfoniorkester arrangeret en stor Ravel-festival i anledning af komponistens 150 års fødselsdag. En del af de værker, som bliver opført, har været tænkt som eller er blevet brugt til balletter.

I begyndelsen af 1900-tallet var Ballets Russes en af de vigtigste katalysatorer for det moderne indenfor kunstmusikken – og balletten. Kompagniet, der eksisterede fra 1909 til 1929, var egentlig startet som en række gæstespil fra Rusland, og ud over ballet hørte der også operaopførelser og koncerter til. Den russiske impresario Sergej Djagilev var meget energisk og var umådelig god til at skaffe penge til kompagniet. Til balletterne var der både ældre musik og nykomponeret musik, og Djagilev formåede at få bestilt værker hos mange af tidens førende komponister, herunder Ravel, Debussy, Satie, Poulenc, Milhaud, Stravinskij, Strauss, de Falla og Prokofjev. Mange af værkerne, ikke mindst Forspil til en fauns eftermiddag. Sacre du printemps og Petrusjka, blev banebrydende. Danserne og dansestjernerne kom i begyndelsen fra balletkompagnierne i Moskva og Skt. Petersborg, og blandt danserne og koreograferne var der i tidens løb folk som den legendariske Vaslav Nijinskij, Anna Pavlova, Ida Rubinstein, Mikhail Fokin, Léonide Massine, Serge Lifar og George Balanchine. Djagilev samarbejdede desuden med kunstnere som Cocteau, Bakst, Benois, Braque, Matisse og Picasso.

I løbet af Ravel-festivalen opfører Aarhus Symfoniorkester den 2. suite fra Ravels kollega Manuel de Fallas ballet Den trekantede hat (1915). Djagilev havde mødt den spanske komponist på et besøg i Spanien. De Falla havde tidligere komponeret musik til en pantomime, og Djagilev bestilte nu en fuld ballet hos ham, hvortil de Falla så udvidede sit partitur. Koreografien blev – med indflydelse af den folkelige, spanske dansetradition – lavet af den berømte koreograf Léonide Massine. Den festlige og inciterende musik er ligesom dansen meget spansk inspireret.

Til Ballets Russes komponerede Maurice Ravel den lange ballet Daphnis og Chloé, der blev uropført i 1912, men den blev desværre ikke blev nogen stor succes. Den antikke hyrdehandling havde scenografi af den eminente Léon Bakst, koreografi af Fokin og havde Tamara Karsavina og Nijinskij i hovedrollerne. Ravel, der var en mester til at instrumentere for symfoniorkester, foreskrev endda et ikke-synligt kor. Som det så ofte sker med scenisk musik, lavede Ravel lavede selv to orkestersuiter, som hyppigt opføres i koncertsalen. Aarhus Symfoniorkester opfører begge suiter i løbet af festivalen. Suite nr. 2 begynder med ballettens mest berømte nummer – en uforlignelig, stemningsmættet musikalsk afbildning af et daggry Lever du jour.

Aarhus Symfoniorkester opfører også Ravels La valse ved festivalen. Værket var oprindeligt tænkt som en ballet. Den franske komponist Francis Poulenc var til stede, da Ravel skulle præsentere La valse for Djagilev, dvs. skulle gennemspille musikken firhændigt på klaver for ham, og Poulenc har fortalt følgende: ”Ravel ankom med sine noder under sin arm, og Djagilev sagde til ham med sin nasale stemme: “Nå, min kære Ravel, hvor er vi heldige at skulle høre La Valse”. Og Ravel spillede La Valse sammen med Marcelle Meyer, ikke særligt godt, måske, men det var under alle omstændigheder Ravels La Valse. På det tidspunkt kendte jeg Djagilev meget godt… og jeg så de forlorne tænder begynde at bevæge sig, derefter monoklen, jeg så, at han var pinligt berørt, jeg så, at han ikke kunne lide det og ville sige “Nej”. Da Ravel var nået til slutningen, sagde Djagilev noget, som jeg mener er meget sandt. Han sagde: “Ravel, det er et mesterværk… men det er ikke en ballet… Det er et portræt af en ballet… Det er et maleri af en ballet.’ […] Jeg var 22, og som du kan forestille dig, fuldstændig målløs. Derefter lærte Ravel mig noget, som har holdt hele mit liv: Han tog sine noder ret stille, og forlod, uden at bekymre sig om, hvad alle vi tænkte om det, roligt rummet.”

Djagilev fik ret – La Valse er et mesterværk, og dette orkesterværk, altså ikke en ballet, har fået en fast plads i koncertsalene i stedet for. Der er dog også gennem tiden blevet lavet koreografi til La Valse, herunder af Nijinskijs søster, Bronislava Nijinska, for Ida Rubinsteins kompagni, som vi skal møde nedenfor, af Harald Lander og af Balanchine (New York City Ballet) og Ashton (La Scala og Royal Ballet). Balanchine kombinerede i øvrigt La Valse med Ravels Valses nobles et sentimentales.

Ligesom La Valse har Ravels Bolero, som Aarhus Symfoniorkester opfører ved festivalen, en helt fast plads på koncertrepertoiret. Men det var og er faktisk tillige en ballet, bestilt af danseren og impresarioen Ida Rubinstein, som var et tidligere medlem af Ballets Russes.

Oprindeligt bestilte hun faktisk nogle instrumentationer af Isaac Albéniz’ klaversuite Iberia. Den viste sig imidlertid allerede at være blevet instrumenteret, og der var også copyright-problemer, så Ravel valgte at skrive et helt nyt værk, som han havde fået idéer til og hellere ville skrive, og det blev til Bolero. Værket fik sin uropførelse på Opéra Paris den 22. november 1928 af Ida Rubinstein og hendes trup. Kostumerne var af Alexandre Benois (også et tidligere medlem af Ballets Russes) og koreografien var af Bronislava Nijinska.

Bolero foregår i en café. En ung kvinde begynder at danse en bolero på et bord, mens de andre gradvist bliver opmærksomme på det. Danserne bliver mere og mere besatte af bolero-rytmen, og det ender i en apoteose. Mange senere koreografer har lavet andre koreografier til Bolero, og som sagt har værket også sit eget liv som orkesterværk, hvor det nok hører til blandt publikums top-ti.

Aarhus Symfoniorkester opfører også Ravels Ma mère a l’Oye (dvs. Min gåsemor). Ravel holdt meget af eventyr og holdt meget af børn. Han var en fremragende pianist, og mellem 1908 og 1910 skrev han en suite på fem firhændige klaverstykker med titlen Ma mère a l’Oye til nogle nære venners børn. Titlen tog han fra en berømt eventyrtekst af Charles Perrault fra 1697 (Perrault kender vi desuden fra bl.a. Rødhætte, Den bestøvlede kat og Askepot).

I 1911 lavede Ravel en orkestersuite ud af Gåsemor-klaverstykkerne, og året efter omarbejdede han musikken til en ballet. Balletten, der blev uropført i Théâtre des Arts i januar 1912, benytter sig af historien om Tornerose som en ramme, hvor de øvrige danse indgår som drømme. I 1975 koreograferede Jerome Robbins en version til New York City Ballet.

Ud over disse værker er der i øvrigt i det hele taget en stor del af Ravels kompositioner, der har inspireret til dans. Med eller uden dans er Ravels musik under alle omstændigheder altid en farverig og forrygende oplevelse!