AF LEIF V.S. BALTHZERSEN

Ved koncerten den 13. november 2025 spiller Aarhus Symfoniorkester Robert Schumanns cellokoncert og Beethovens 3. symfoni, Eroica. Ligesom mange af sine kolleger var Schumann en glødende beundrer af Beethovens værker. Man kan mærke det i utallige af hans musikalske værker (dog i mindre grad i den sværmeriske cellokoncert) og man kan læse det i hans skrifter. Hans nodebibliotek var fuldt af Beethovens værker. ”En mand som Beethoven opvejer af sig selv seks udenlandske genier”, noterer den 22-årige Schumann i sin dagbog i maj 1832.

Som redaktør for det toneangivende musiktidsskrift Neue Zeitschrift für Musik konstaterer Schumann i en artikel i juli 1839: ”Når tyskeren taler om symfonier, så taler han om Beethoven: De to ting gælder for ham som én ting og noget uadskilleligt, er hans glæde, hans stolthed. Ligesom Italien har sit Napoli, franskmanden sin revolution, englænderen sin skibsfart etc., så [har] tyskeren sine Beethoven-symfonier […]” Schumann studerer selv disse symfonier grundigt, både ved at læse noderne og ved at høre musikken – og selv spille musikken, for da der dengang naturligvis ikke var CD-afspillere eller streaming, foregik den musikalske del af studierne ved klaveret med arrangementer enten for to hænder eller firhændigt. Firhændige arrangementer har han formodentlig også spillet sammen med sin hustru, pianisten Clara Schumann, på flyglet i deres hjem.

Beethoven var født og opvokset i Bonn, og i 1845 kunne man afsløre en store statue af det berømte bysbarn, placeret fornemt på domkirkepladsen, Münsterplatz. Indvielsen den 12. august fandt sted samtidig med den første Beethovenfest, og man fejrede tillige Beethovens 75 års fødselsdag (der nu godt nok først er i december). At det var en stor begivenhed afspejles af de fornemme tilstedeværende: Den preussiske konge Friedrich Wilhelm 4. og hans dronning samt den engelske dronning Victoria og prins Albert.

Franz Liszt ledte Beethovenfesten, der strakte sig over flere dage – og faktisk var det Franz Liszts store økonomiske tilskud, der endelig havde muliggjort statuen, som havde været længe undervejs. Siden 1835 havde der eksisteret en komité, der arbejdede for sagen.

Også Schumann havde arbejdet for at hjælpe til med at få tilvejebragt en mindesmærke for det store musikalske forbillede. I juni 1836 skrev han en artikelserie i Neue Zeitschrift für Musik med titlen Monument für Beethoven. Højstemt lyder det blandt andet: „Bærer da ikke også jeg den smerte i mig, aldrig at have set Beethoven, aldrig at have presset min glødende pande mod hans hånd. Jeg ville ofre et stort tidsspand af mit liv for det.”

Samme år komponerede Schumann en klaversonate, som skulle skaffe penge til monumentet, men forlæggerne gik ikke ind for sagen og Schumanns beskrivende overskrifter, og sonaten blev slutteligt udgivet som opus 17 i 1839 som Fantasi for pianoforte. – Det er faktisk den berømte C-dur-fantasi, nu helt uden referencer til Beethoven. Værket er i øvrigt dedikeret til Liszt.

Robert og Clara Schumann kom desværre ikke med til afsløringen af Beethoven-statuen i 1845. De boede i Dresden på dette tidspunkt og var på vej til Bonn for at deltage indvielsen af statuen og være med til Beethovenfesten, men de måtte afbryde rejsen, fordi Roberts helbred blev dårligere. Han fik først statuen at se ved et besøg i Bonn i 1851.

Beethoven var altid en af ledestjernerne for Schumann. Nogle år tidligere, i 1838, var han på rejse til Wien, og i et brev til sin familie læser man atter Beethoven-beundringen: ”I går var jeg på den kirkegård, hvor Beethoven og Schubert ligger. Tænk jer, hvad jeg fandt på Beethovens gravsten: en pen, endda en af stål. Det forekom mig at være et godt tegn. Jeg vil opbevare den som en helligdom.“

I et brev fortæller han også Clara om dette besøg og sender hende et par blomster fra Beethovens og Schuberts grave.

En tidsskriftsartikel bliver det også til, ikke mindst fordi han ved Wien-besøget finder Schuberts 9. symfoni hos Schuberts bror efter sit besøg på kirkegården (læs mere her) I sin artikel fortæller Schumann blandt andet, at der voksede en vild rose på Beethovens grav, mens Schuberts grav var usmykket. Han betragtede “længe de to hellige grave”. Han fortæller også om den pen, som han fandt på Beethovens grav. ”Kun ved festlige lejligheder, som i dag [hvor han skriver artiklen], tager jeg den i brug.”

Efter sit tragiske selvmordsforsøg i begyndelsen af 1854 blev Schumann på eget ønske indlagt på en privat nerveklinik i den lille by Endenich ved Bonn (i dag en bydel i Bonn). I et brev fra Endenich om efteråret samme år skriver Robert til Clara: ”Om aftenen kl. 8. Jeg er netop kommet tilbage fra Bonn, hvor jeg som altid besøgte Beethovens statue og var henrykt over den. Da jeg stod foran den, lød orglet i Münsterkirche.”

Til sin ven Johannes Brahms skriver Schumann en måneds tid senere fra Endenich: ”Vinteren er ret mild. De kender Bonn-egnen, jeg glæder mig altid over Beethovens statue og den skønne udsigt til Siebengebirge.” Tre måneder senere besøgte han statuen sammen med Beethoven-beundreren Brahms, der kom på besøg.

Da Schumann døde i Endenich i 1856, fik han en æresgrav i Bonn på en kirkegård, der ligger godt 10 minutters gang fra Beethoven-statuen. Der blev senere indsamlet til en stor, udsmykket gravsten, som blev opsat i 1880. I Schumanns fødeby Zwickau kom der en Schumann-statue i 1901.