Svanesøen – en betagende fortælling om kærlighed
AF PEER KJÆR ANDERSEN
Balletten Svanesøen blev komponeret i 1876. Den fik sin premiere på Bolsjojteatret i marts 1877, men fik en kølig modtagelse af publikum. Efter Tjajkovskijs død i 1893 blev værket omarbejdet af den italienske komponist Riccardo Drigo, og i den form havde balletten premiere i Sankt Petersborg i 1895, hvor den fik stor succes.
Værket er baseret på en gammel europæisk legende. Den unge prins Siegfried forelsker sig ved nattetide i en smuk pige ved navn Odette. Han ved ikke, at hun er blevet forhekset af den onde troldmand Rothbart, så hun om dagen må leve som svane. Han inviterer hende til et bal på slottet den følgende aften, men det opdager troldmanden, som ankommer til ballet med sin egen datter Odile. De to piger ligner hinanden, men Odile er klædt i sort, mens Odette er i hvidt. Siegfried tror, at Odile er Odette og sværger hende evig kærlighed for at hæve fortryllelsen. Da Odette viser sig, ser prinsen sin fejl, og herfra har balletten to slutninger. I den ene får prinsens kærligheserklæring til Odile skæbnesvangre følger. Odette begår selvmord og prinsen følger hende i døden. I den anden udgave dør troldmanden, efter at Siegfried har knust hans ene vinge. Fortryllelsen hæves og de to hovedpersoner lever lykkeligt til deres dages ende.
Musikken til Svanesøen er præget af visse nyskabelser. Den mangler bl.a. de stereotype rytmer og den gængse harmonik, som man var vant til ved balletter. Opbygningen er udpræget symfonisk og som noget nyt optræder et par karakteristiske temaer, som bliver behandlet som ledemotiver, hvilket var ganske usædvanligt på den tid. De mange lyriske passager har af en russisk musikforsker fået betegnelsen ”Lieder ohne Worte”, og Tjajkovskij gik i det hele taget ind for, at en kunstner skulle tænke og ikke snakke. Tjajkovskijs instrumentationskunst kommer her til fuld udfoldelse og blandt de mange iørefaldende numre i balletten kan nævnes Svaneungernes dans og den berømte vals. Begge stykker samt det gennemgående svanetema kan høres ved at klikke på nedenstående links.
Svaneungernes dans:
Valsen:
Svanens tema:
Hør det med Aarhus Symfoniorkester
Om forfatteren
Peer Kjær Andersen er cand. mag. i musik og fransk, tidligere lektor ved Risskov Amtsgymnasium samt organist. Han har været fast leverandør af programnoter til Aarhus Symfoniorkester siden 2004.